ANNONCE

Ægtepar overfaldet i sommerhus

7. august 2020 09:39 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et ældre ægtepar blev fredag morgen fortsat undersøgt efter et voldeligt overfald torsdag.

Ægtepar overfaldet i sommerhus
Et ældre ægtepar er blevet overfaldet i dets sommerhus. Genrefoto: Scanpix

Et ægtepar på 70 år var i sommerhus, da de pludselig bliver overfaldet. Politiet har anholdt en nærboende, fremgår det af en pressemeddelelse fredag formiddag.

Sommerhuset ligger i et område midt mellem Storvorde og Mou.

Det ældre ægtepar blev både slået og sparket, men politiet vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om et egentligt motiv, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov i meddelelsen.

– Vi kan ikke udtale os om motivet til overfaldet. Det, vi kan sige, er, at parterne i sagen var bekendte med hinanden forud for overfaldet, siger han.

Politiets efterforskere har arbejdet på gerningsstedet og afhørt forurettede ægtepar samt den anholdte i løbet af natten.

Anmeldelsen om overfaldet faldt klokken 21.08.

– Gerningsmanden tiltvinger sig adgang til ægteparrets hus og tildeler dem begge både slag og spark. Derefter forlader han huset, og vi pågriber og anholder ham så i nærheden klokken 21.21, siger Uhrskov.

Ægteparret var særdeles påvirket af overfaldet og blev kørt til undersøgelse og behandling på Aalborg Universitetshospital. Politiet tager sagen ganske alvorligt, og den 43-årige skal fremstilles i grundlovsforhør fredag.

Han er sigtet for grov vold.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu