Ærkeaarhusiansk filmmand fylder rundt

5. oktober 2019 07:23 | Af: Ritzau Info

Nils Malmros har beriget filmarven med en stribe dybt personlige film på ærkeaarhusiansk om menneskets uskyldstab. Lørdag den 5. oktober fylder han 75 år.

Ærkeaarhusiansk filmmand fylder rundt
Filminstruktør Nils Malmros har søndag den 5. oktober 2014 inviteret til reception på Restaurant Varna i Aarhus i anledning af, at han fylder 70 år.
Del:

Den første film, som den mange gange prisbelønnede filminstruktør Nils Malmros lavede for over 50 år siden, var ifølge ham selv pinlig.

Men så tog det fart for Malmros, der 5. oktober fylder 75.

Artiklen fortsætter under videoen

Hans seneste film, “Sorg og glæde” fra 2013, blev af anmelderne skamrost og indstillet som dansk oscarkandidat.

Men også de mellemliggende blot ni film fra den meget grundige århusianers hånd har skrevet sig ind i den danske filmskat.

Først med den skelsættende trilogi: “Lars Ole 5. c”, “Drenge” og “Kundskabens Træ” på klingende aarhusiansk. Med en hudløs skildring af barndom, pubertet og tidlige voksenår gav de ham tilnavnet barndommens spion: Ham, der husker alt det, vi andre prøver at glemme.

Siden kom flere kapitler med instruktørens tanker om faderskab og teenagefrigørelse (“Skønheden & Udyret”), den hårde start som selvlært filmkunstner (“Aarhus by Night”), mødet med den smukke, maniodepressive kvinde (“Kærlighedens Smerte”) og forhistorien om lægefaderens liv (“At Kende Sandheden”).

Imponerende arbejde

“Kærestesorger” i 2009 var en tilføjelse til “Kundskabens Træ” og med Malmros’ grundighed filmet over tre år, så skuespillernes fysik passede til historien.

Alt sammen én lang række af personlige film baseret på instruktørens eget erindringsstof og liv.

Det eneste sidespring i rækken var, da Malmros i 1997 på Færøerne instruerede “Barbara” ud fra Jørgen-Frantz Jacobsens roman.

Men den allermest personlige og måske sidste film fra Nils Malmros, “Sorg og glæde”, kom i 2013. Den dykkede ned i tragedien, da hans kone, Marianne, for nu 35 år siden slog deres ni måneder gamle spædbarn ihjel i en psykose.

En historie om kærlighedens ultimative prøvelse, som Malmros i 29 år havde haft i baghovedet, men som hans kone måtte overtale ham til at lave.

22 år i hamsterhjulet

Ved siden af filmene uddannede lægesønnen Malmros sig undervejs til læge, selv om det tog 22 år. Uddannelsen sikrede ham indkomst mellem filmene og tillod ham at være selektiv med sine projekter.

Instruktørkollegaen Lars von Trier, der har kaldt Malmros en af de absolut bedste i dansk film, forsøgte at lokke ham med på dogmebølgen for at udfordre hans udtalte behov for kontrol. Det skulle perfektionisten Malmros dog ikke nyde noget af.

Nils Malmros bor fortsat med sin kone i Aarhus-forstaden Højbjerg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu