ANNONCE
Selv om 2,1 millioner danskere allerede har downloadet statens Smittestop app, har den hidtil været lukket land for en lang række danskere.
Den række er nu blevet noget kortere, efter der i den nyeste opdatering af appen er blevet åbnet for, at også danskere med ældre iPhones kan installere den.
Computerworld skriver, at de telefoner, der nu åbnes for, er iPhone 5s, iPhone 6, iPhone 6 Plus og iPhone 6s samt iPhone 6s Plus. For at installere appen skal enhederne dog være opdaterede til iOS version 12.5 eller nyere.
Fra februar er det desuden planen, at testresultaterne fra lyntests også bliver omfattet i Smittestop-appen.
Per 25. januar kan Smittestop-appen siden sin lancering sidste sommer have hjulpet med at opdage flere hundrede tilfælde af coronasmitte, skriver Ritzau.
Ifølge Sundhedsministeriet har 87.904 personer siden juli og frem til sidste uge angivet smittestop-appen som årsag til tidsbestilling på coronaprover.dk.
Herefter er 814 personer blevet testet positive for coronavirus.
Det oplyser Sundhedsministeriet på Twitter. Ministeriet gør opmærksom på, at tallene bygger på en svarprocent på cirka 60.
Smittestop-appen blev lanceret i juni sidste år.
Ifølge Sundhedsministeriet er appen nu blevet hentet over 2,1 million gange, og i alt 53.365 brugere har i appen meldt sig smittede.
ANNONCE