ANNONCE

Afslører: Her er de danske regler meget slappe

22. april 2020 05:35 | Af: Newsbreak.dk

Langt hovedparten af de vesteuropæiske lande kræver, at de corona- smittedes omgangskreds går i karantæne. Danmark vil hellere teste for at holde smittespredningen nede.

Danmark, Sverige og det næsten totalt lukkede og hårdt ramte Belgien er de eneste lande i det vestlige Europa, hvor ægtefæller og andre, der bor sammen med coronasmittede, får lov til at gå på arbejde, i supermarkedet og i det hele taget færdes ude i samfundet.

Det skriver Politiken onsdag.

En opgørelse, som Politiken har foretaget hovedsageligt på baggrund af data indsamlet af WHO’s europæiske kontor, viser, at 19 ud af 22 lande kræver, at de smittedes nære kontakter bliver hjemme i karantæne. Længden varierer, men er de fleste steder 14 dage.

Karantænen bliver anbefalet af WHO og det europæiske center for sygdomskontrol, ECDC.

Det skyldes blandt andet, at næsten halvdelen af smitten bliver overført, inden patienten selv får symptomer og således opdager, at vedkommende kan inficere andre.

Ved at holde familie og andre nære kontakter hjemme, indtil de ved, om de er smittede, undgår myndighederne, at de bærer smitten med sig ud i samfundet.

Sådan er de danske regler

Men Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer, som blev offentliggjort i går, indeholder i stedet for karantæne et tiltag, som ingen af de andre lande i Politikens opgørelse benytter.

Styrelsen vil tilbyde at teste de smittedes nære kontakter tre gange med to dages mellemrum for at fange dem, som måtte være blevet inficeret.

– Karantæne kan være vanskelig at overholde for alle. Derfor er det en hensigtsmæssig løsning at anvende test af de nære kontakter i stedet, siger centerchef Helene Probst, Sundhedsstyrelsen.

Hun fremhæver, at test af nære kontakter bliver nævnt af både EU-kommissionen og det europæiske smitteagentur, ECDC, og det får ikke alarmklokkerne til at ringe, at ingen andre lande benytter test i stedet for karantæne.

– Der er fordele og ulemper ved begge metoder, som vi har overvejet i samråd med vores faglige arbejdsgruppe. Ulempen ved karantænesætning er, at det kan være vanskeligt at overholde, når man er rask, mens ulempen ved test er, at man kan få en falsk, negativ prøve, forklarer Helene Probst.

Ægtefæller skal stadig møde på job

En af konsekvenserne er, at ægtefæller til smittede fortsat skal gå på arbejde, også selv om jobbet for eksempel er skolelærer eller pædagog.

Familiens børn skal derimod holdes fra daginstitutioner og skoler, så længe der er en smittet i hjemmet.

– Så er I da fuldstændig ligeglade med, hvordan smitten spreder sig, udbryder smitteværns-professor Bjørg Marit Andersen fra universitetshospitalet i Oslo, da Politiken har forklaret hende sammenhængen.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke regler der gælder for udendørs aktiviteter i Danmark.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu