ANNONCE

Afslutning overraskede Jakob Fuglsang

15. august 2020 19:47 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Jakob Fuglsang havde regnet med at skulle sprinte om sejren i Lombardiet Rundt med George Bennett.

Afslutning overraskede Jakob Fuglsang
Jakob Fuglsang (forrest) vandt lørdag Lombardiet Rundt som den første dansker nogensinde. Foto: Marco Bertorello/AFP

Den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang (Astana) fejrede lørdag en af karrierens største triumfer, da han vandt Lombardiet Rundt, en af cykelsportens fem monumenter.

Med seks kilometer tilbage af løbet satte Fuglsang det afgørende angreb ind og kørte fra George Bennett (Jumbo-Visma), der på det tidspunkt var den eneste, der havde kunnet følge med danskeren.

Fuglsang endte med at vinde med 31 sekunder ned til Bennett på andenpladsen.

– Efter Civiglio troede jeg, at jeg skulle spurte om sejren med Bennett. På San Fermo forsøgte jeg med et angreb, og da jeg så, at jeg var alene, fortsatte jeg med at træde til målstregen, siger Fuglsang i vinderinterviewet ifølge feltet.dk.

Danskeren fik også hjælp fra den russiske holdkammerat Aleksandr Vlasov, der tog tredjepladsen.

– Det var en varm dag, og vi kørte fuld gas. Jeg følte mig godt kørende, men jeg vidste, at George Bennett også var i god form – specielt efter hans sejr i Gran Piemonte i onsdags.

– Heldigvis havde jeg Vlasov, der hjalp mig meget. Han kørte som en mester i dag, lyder det anerkendende fra danskeren.

Lombardiet Rundt er som sagt et af sportens fem monumenter, og det er anden gang i karrieren, at Fuglsang vinder et monument. Sidste år triumferede han i Liege-Bastogne-Liege, og han har to gange vundet Critérium du Dauphiné.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu