ANNONCE

AGF får europæisk fordel

10. august 2020 14:14 | Af: Ritzau Fokus

AGF får fordel af hjemmebane, når holdet møder Honka Espoo i den første kamp i Europa League-kvalifikationen.

AGF får europæisk fordel
AGF kunne i denne sæson fejre bronzemedaljer i Superligaen, og nu skal aarhusianerne spille europæisk fodbold. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

AGF skal hjemme møde finske Honka Espoo i første runde af kvalifikationen til Europa League.

Duellen afgøres over en enkelt kamp, og AGF har fået fordelen af hjemmebane. Kampen spilles 27. august uden tilskuere.

Det står klart efter mandagens lodtrækning i Nyon i Schweiz, hvor Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har hovedkvarter.

Lodtrækningen kunne også have maget det således, at AGF skulle spille på udebane, så på den måde var heldet med den jyske traditionsklub.

Honka Espoo er fortsat i gang med sæsonen i den bedste finske fodboldrække, hvor holdet er placeret på en fjerdeplads efter otte kampe.

Det er blevet til 14 point, og holdet er fortsat ubesejret efter tre sejre og hele fem uafgjorte resultater. Inter Turku topper rækken med 19 point for en kamp mere.

Honka-defensiven har kun lukket fire mål ind i de otte ligakampe. Det er bedst af alle klubber i rækken, hvor alle hold dog ikke har spillet lige mange kampe.

AGF vandt i den overståede sæson i Superligaen bronze og skal dermed ud i Europa for første gang i otte år.

AGF deltog senest i Europa i 2012, og ved den lejlighed skuffede aarhusianerne med et samlet nederlag til Dila Gori fra Georgien.

Hvis AGF skal i et europæisk gruppespil, kræver det sejre over i alt fire modstandere i Europa League-kvalifikationen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu