AGF henter forsvarer i Tyskland

4. januar 2019 20:53 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

AGF forstærkede forsvaret yderligere fredag, da Frederik Tingager indgik en aftale frem til sommeren 2021.

AGF henter forsvarer i Tyskland
Frederik Tingager spillede seneste i OB, inden han for et år siden skiftede til tyske Eintracht Braunschweig. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Superligaklubben AGF har haft en travl fredag, med tilgang af to spillere.

Først meddelte AGF, at den 21-årige forsvarsspiller Alexander Munksgaard skifter til klubben fra FC Midtjylland på en femårig kontrakt, og senere offentliggjorde klubben så yderligere en tilgang til defensiven.

AGF har indgået en aftale med danske Frederik Tingager, som kommer til klubben på en fri transfer efter ophold i tyske Eintracht Braunschweig.

Frederik Tingager er 25 år og forsvarsspiller, og han har skrevet under på en kontrakt i AGF frem til sommeren 2021.

– Det er naturligvis en rigtig god følelse, at min fremtid nu er faldet på plads. Mit ophold i Tyskland blev af mange årsager ikke, som jeg havde håbet på.

– Jeg har længe haft lyst til at prøve noget andet, og jeg glæder mig nu utroligt meget til at komme til AGF, der er en stor klub i Danmark, hvor der stilles høje krav, og hvor der skal arbejdes hårdt, citeres Frederik Tingager blandt andet for i meddelelsen.

Brændte igennem for rival

Frederik Tingager skiftede for et år siden til den tyske klub fra OB, hvor han spillede 49 kampe i Superligaen og scorede tre mål.

– Vi kender Frederik fra hans tid i Superligaen, hvor han virkelig brændte igennem for OB og velfortjent fik muligheden i Tyskland. Frederik er en duelstærk spiller, og til trods for sin højde er han både mobil og dygtig med bolden, siger sportschef Peter Christiansen blandt andet.

Samtidig er han en hårdtarbejdende spiller, der ikke slår op i banen, når han møder modgang – så han har hele pakken til at være en god forsvarsspiller i AGF, siger sportschefen i en pressemeddelelse.

Både Alexander Munksgaard og Frederik Tingager indleder træningen i AGF sammen med resten af truppen mandag 7. januar.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu