ANNONCE

AGF er klar til Europæisk fodbold

29. juli 2020 22:25 | Af: Ritzau Fokus

Med en 2-1 sejr i playoff-opgøret skal AGF nu spille europæisk fodbold.

AGF er klar til Europæisk fodbold
AGF vandt 2-1 i playoff-opgøret mod OB. Foto: Scanpix

Bronzevinderen fra AGF slog onsdag aften hjemme fortjent Superligaens nummer syv, OB, med 2-1 i Europa Playoff-kampen, og holdet fra Aarhus sikrede sig dermed den sidste danske plads i europæisk fodbold næste sæson.

Det er første gang siden 2012, at AGF skal ud og prøve kræfter med europæisk fodbold, når holdet den 27. august træder ind i Europa Leagues første kvalifikationsrunde.

Ud over AGF skal også FC København og Sønderjyske forsøge at kvalificere sig til Europa League, mens mestrene fra FC Midtjylland skal spille Champions League-kvalifikation.

AGF-sejren kom i hus efter en hård fight, hvor hjemmeholdet kunne notere sig for flest chancer.

Der skulle dog gå lidt tid, før holdet kom foran.

Kort før pausen

For da ingen hold, på nær en enkelt chance hver, blev farlige i de første 44 minutter, var det derfor først i halvlegens slutning, at AGF’s Bror Blume brød dødvandet.

Efter flotte kombinationer tog han chancen fra kanten af straffesparksfeltet, og han knaldede bolden i mål langs det våde græs.

OB skulle derfor jagte efter pausen, men der var blot spillet et minut af anden halvleg, da angriberen Patrick Mortensen fordoblede AGF’s føring.

Han blev lidt besynderligt spillet fri af en tackling og sendte sikkert bolden ind bag Oliver Christensen i OB-målet.

Hollandske Kevin Diks burde bare et minut senere have lukket kampen for AGF, men skarpheden udeblev.

I stedet kom der igen spænding i kampen, da unge Max Fenger lidt efter headede Kasper Larsen fri, og han reducerede til 1-2 for fynboerne.

OB forsøgte herefter at få etableret det nødvendige pres for udligningen, men AGF holdt stand til stor glæde for publikummet på Ceres Park.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu