ANNONCE
AGF spillede sig søndag tilbage i Superligaens guldkamp, da holdet vandt 1-0 på udebane over FC Midtjylland efter et tidligt mål af Superligaens topscorer, Patrick Mortensen.
Angriberens 12. sæsontræffer sendte AGF på tredjepladsen med 36 point efter 20 kampe, hvilket blot er tre færre end FCM på andenpladsen.
FCM afgav tidligere søndag også holdets førsteplads, da Brøndby vandt derbyet over FC København med 2-1 og spillede sig på 41 point, mens FCK er syv point efter på fjerdepladsen.
Sejren til gæsterne, som var den tredje i træk i Herning for aarhusianerne, var ganske fortjent, da holdet i store dele af kampen formåede at lukke FCM ned og kom frem til de største chancer.
AGF kom da også flyvende fra start, da et højt pres udmøntede sig i den tidlige føring til gæsterne.
Efter bare otte minutter fandt sydafrikanske Gift Links nemlig topscorer Mortensen tæt foran mål, som nemt kunne sende bolden over målstregen til 1-0.
FCM kom stille og roligt bedre med, men uden dog at blive farlige. Det blev AGF et par gange, og det var derfor tættere på 2-0 før pausen end 1-1.
Kampbilledet viste sig at være nogenlunde det samme efter pausen, og halvvejs i anden halvleg skulle islandske Jon Dagur Thorsteinsson have fordoblet AGF’s føring.
Her var han efter en omstilling og et fint træk alene med Jonas Lössl, men målmanden, som til kampen havde slået FCM’s normale førstemålmand, Jesper Hansen, af, holdt midtjyderne inde i kampen med sin redning.
Med et lille kvarter tilbage ville FCM have haft et straffespark for hånd på bolden, men VAR vurderede ikke kontakten som strafbar.
Dermed tabte FCM for anden kamp i træk i Superligaen, hvilket ikke er sket for holdet siden slutningen af 2018/19-sæsonen.
Aarhus Gymnastikforening (AGF) blev stiftet som gymnastikklub 1880. Fodbolden kom til i 1902.
AGF er en traditionsklub i dansk fodbold, og har rekorden for flest pokaltitler med ni sejre.
Med til den historie hører dog også, at AGF er i en trofætørke, der hidtil har varet 25 år.
I samme periode har AGF været rykket ud af Superligaen tre gange – i 2006, 2010 og 2014 – men er hver gang vendt tilbage i første forsøg.
AGF spiller sine hjemmekampe på Ceres Park, hvor der er plads til 19.433 tilskuere.
Danmarksmesterskabet
Guld (5): 1955, 1956, 1957, 1960, 1986
Sølv (8): 1921, 1923, 1925, 1945, 1964, 1982, 1984, 1996
Bronze (12): 1933, 1949, 1950, 1951, 1962, 1978, 1983, 1985, 1987, 1991, 1997, 2020
Pokalturneringen
Guld (9): 1955, 1957, 1960, 1961, 1965, 1987, 1988, 1992, 1996
Sølv (3): 1959, 1990, 2016
Kilder: agf.dk/Wikipedia
ANNONCE