ANNONCE

AGF-sportschef stopper før han skulle starte

4. marts 2021 09:10 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Han startede den 1. marts og stoppede den 4 marts

AGF-sportschef stopper før han skulle starte
Hans Jørgen Haysen tiltrådte sit nye job den 1. marts. Nu stopper han. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Hans Jørgen Haysen skal alligevel ikke være sportschef i AGF. Det skyldes private forhold, skriver AGF i en fondsbørsmeddelelse.

Ekstra Bladet skriver, at Haysen aldrig nåede at starte i sit nye job, skønt han officielt havde første arbejdsdag den 1. marts. Før det havde han været sportschef i SønderjyskE.

– Hans Jørgen Haysen tiltræder alligevel ikke i AGF, hvor han ellers skulle være tiltrådt som ny sportschef den 1. marts. Årsagen skyldes private og personlige forhold hos Hans Jørgen Haysen og har intet med AGF at gøre, skriver AGF i fondsbørsmeddelelsen, ifølge Ekstra Bladet.

Er ked af det

B.T. har været i kontakt med Hans Jørgen Haysen, der ikke ønsker at uddybe de bagvedliggende omstændigheder.

Han fortæller dog, at han er ked af, at han ikke tiltræder i AGF.

– Det er klart, at det er jeg ked af. Og især, når det er nogle personlige omstændigheder, der gør det. Selvfølgelig er jeg ked af det, siger Haysen til avisen.

Han fortæller også, at han godt kan se sig fortsætte i fodboldbranchen.

Et skifte til konkurrenten

AGF’s suspenderede sportschef, Peter Christiansen, skifter til en lignende rolle i FC København 1. april.

Mens Peter Christiansen har været suspenderet, og AGF har ventet på Hans Jørgen Haysen, har administrerende direktør Jacob Nielsen også varetaget sportschefens normale arbejdsopgaver.

Haysen har i løbet af sine lidt mere end seks år som sportschef i Sønderjyske fået renommé for at være en af landets bedste sportschefer.

Han var blandt andet med til at sammensætte det hold, som i 2015/16-sæsonen præsterede klubbens bedste superligaresultat nogensinde, da det blev til sølvmedaljer.

I sommer kunne han også være med til at fejre triumfen i Sydbank Pokalen, da Sønderjyskes fodboldafdeling hentede sit første trofæ ved at besejre AaB i pokalfinalen.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu