Kun hver femte ved det: Så kræftfremkaldende er alkohol

19. november 2017 16:28 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En ny undersøgelse af Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden viser, at kun hver femte voksne ved, at alkohol er kræftfremkaldende.

Hvis du stiller spørgsmålet “kan alkohol give kræft?”, så er det ifølge en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden kun hver femte voksne dansker, der ved, at det rigtige svar er “ja”.

Det fremgår af undersøgelsens resultater, der er fremlagt på en ny kampagneside, der skal forsøge at få især unge til at tænke markant mere over, hvor meget alkohol de fylder i tanken, når humøret går højt.

For det kan godt ske, at dine danseevner får et nøk op ad, når du drikker dig stangbacardi, men der er altså ikke noget ved at danse med kræftsygdommen.

1800 hvert år

1800 danskere får hvert år alkoholrelateret kræft konstateret, og det svarer ifølge undersøgelsen til fem procent af alle samlede kræfttilfælde.

“Der er flere årsager til, at alkohol er kræftfremkaldende. Alkohol danner blandt andet kræftfremkaldende nedbrydningsprodukter. Når leveren nedbryder alkohol dannes for eksempel stoffet acetaldehyd, der påvirker dna-dannelse og dna-reparation”, står der på temasiden.

– Vi siger ikke, at folk skal holde helt op med at drikke, men de skal drikke mindre og gøre det på et oplyst grundlag, siger Peter Dalum, der er projektchef i kampagnen, til BT.dk.

Mængde og type er ét fedt

Alkohol er af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, helt officielt klassificeret som det, der kan kaldes “sikkert kræftfremkaldende”. Det betyder kort sagt, at det er fundet bevist, at alkohol forøger risikoen for kræft.

Risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol-indtag og undersøgelser viser ifølge Kræftens Bekæmpelse desuden, at selv et mindre forbrug kan øge risikoen for kræft.

Det spiller tilsyneladende ingen rolle, om man drikker vin, øl eller spiritus. Kræftrisikoen er den samme. Forskning viser, at det altid kan betale sig at skære ned, hvis forbruget af alkohol er for stort.

Fakta

Alkohol og kræft

  • Hver tredje dansker får kræft
  • 5 procent af alle kræfttilfælde skyldes alkohol. Hvert år får mindst 1.800 danskere konstateret en alkoholrelateret kræftsygdom
  • Alkohol er et organisk opløsningsmiddel og er kræftfremkaldende. Risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, man indtager
  • Man får primært kræft i de organer, som alkoholen er i kontakt med.
  • 4 ud af 10 tilfælde af kræft kan forebygges – man kan blandt andet forebygge kræft ved at reducere sit alkoholindtag.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu