Alvorlig ulykke i Cirkus Arena: Artist styrter ned i manegen

1. august 2018 18:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Det er en kvindelig trapezkunstner der er faldet ned fra teltets top.

Alvorlig ulykke i Cirkus Arena: Artist styrter ned i manegen
Cirkus Arena optræder lige nu i Hornbæk i Nordsjælland. Det er her ulykken er sket. Arkivfoto: Torkil Adsersen/Scanpix.

OPDATERET KL. 19.54:

En kvindelig trapezartist er onsdag eftermiddag styrtet ned under en forestilling i Cirkus Arena, der i øjeblikket optræder i Hornbæk.

Det oplyser Nordsjællands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 17.25.

– Ulykken sker under afslutningen af hendes nummer, fortæller vagtchef Henrik Alstrup.

– Her skal en wire stoppe hende i cirka tre meters højde, men den knækker, og hun falder de tre meter ned, fortsætter han.

Fløjet til Rigshospitalet

Kvinden er blevet fløjet til Rigshospitalets Traumecenter i helikopter. Vagtchefen kan ikke sige noget nærmere om kvindens tilstand, men hun skulle være uden for livsfare.

– Hun var hele tiden ved bevidsthed og kunne tale med folk, siger Henrik Alstrup.

Efter ulykken fortsatte cirkusset sin forestilling.

Cirkus Arena er ifølge sin hjemmeside Nordens største cirkus og er i gang med en turné, der bringer det rundt i hele landet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu