ANNONCE

Alvorligt kvæstet i ulykke

31. juli 2020 20:38 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En københavnsk mand skulle teste bølger og blæst, men det gik alvorligt galt.

Alvorligt kvæstet i ulykke
En mand fra København skulle kite-surfe i Holbæk Fjord, men det gik frygtelig galt. Arkivfoto: Scanpix

En 49-årig mand kom virkelig alvorligt til skade, da han torsdag middag var på vej ud for at teste bølger og blæst som kite-surfer i fjorden ud for Holbæk. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport fredag.

Nogle personer, der opholdt sig på havneområdet, kunne konstatere, at den 49-årige blev fanget af et vindpust, og derfor kontaktede de alarmcentralen. En ambulance og en lægehelikopter blev sendt af sted, og på grund af det voldsomme omfang kørte politiet altså også til stedet.

Ifølge Martin Bjerregaard, pressemedarbejder ved politikredsen, gik det galt, da den 49-årige københavner var ved at gøre sig klar som kite-surfer og havde fastgjort sig på land, så han ikke blev grebet af den forholdsvis kraftige vind i området.

Netop da han slap fastgørelsen på land, blev han grebet af et kraftigt vindpust, der simpelthen trak manden hen over store sten og betonblokke ved en mole – i cirka 50 meter – og det medførte alvorlige kvæstelser.

Manden havde, som man bør, hjelm på, men alligevel fik han et alvorligt hovedtraume. Derfor blev han i helikopteren fløjet til Rigshospitalets Traumecenter. Han er fortsat indlagt, også med skader på benene, men seneste melding er ifølge Bjerregaard, at mandens tilstand er stabil, og han er udenfor livsfare.

Politiet foretog korte undersøgelser, tjekkede blandt andet vejrforhold ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på stedet og optog rapport. Det skyldes ulykkens alvorlighedsgrad.

– Men der er som sådan ikke noget politimæssigt i sagen, siger Martin Bjerregaard.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu