ANNONCE

Amerikaner dræbte 11-årig dansk pige

18. december 2020 21:47 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En 33-årig amerikansk mand er nu blevet dømt for trafikdrab på 11-årig dansk turist i 2018.

11-årige Selma Akgül fra Middelfart blev for øjnene af sine forældre kørt ned af en bil i den amerikanske by Charleston, der ligger i delstaten South Carolina. Her var pigen med sin familie på besøg som turister. De var netop ankommet, da katastrofen indtraf.

Onsdag har 33-årige Jeffrey Wakefield, en lokal mand, så modtaget sin dom på 16 års fængsel. Han vedkendte sig ifølge ABC News 4 sin skyld i ulykken, der skete i et vejkryds ved Calhoun Street og Rutledge Avenue. Her pløjede han pludselig op på fortovet og ramte den danske pige, skrev amerikanske medier dengang.

Ulykken skete en mandag i juli 2018, og tirsdag døde pigen efter at have ligget i respirator et døgns tid, skrev det lokale politi i en pressemeddelelse. Udenrigsministeriets Borgerservice bekræftede for Newsbreak.dk, at en dansk statsborger var død i South Carolina.

Efter at have ramt pigen fortsatte manden videre i sin bil, inden han ramte et træ.

– Det her kunne være undgået og burde aldrig være sket. Hvis chaufføren ikke havde ramt et træ, er jeg ikke sikker på, at han nogensinde ville være stoppet, sagde politiinspektør Luther Reynolds ifølge kltv.com dengang.

Byens borgmester oprettede en indsamling til pigen under titlen “Charleston cares”.

Ifølge oplysninger fra domstolen blev det ved hjælp af blodprøver bevist, at Wakefield havde fentanyl i blodet sammen med kratom. Begge giver opium-rus. Derfor blev han dømt for at være skyld i en dødsulykke under påvirkning af stoffer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu