ANNONCE

Anbefaling: Stop med bøf og benzinbil

10. marts 2020 11:48 | Af: Ritzau Fokus

Din benzin og din bøf skal være dyrere, og dit olie- eller gasfyr skal afskaffes, anbefaler Klimarådet.

Bøffer og benzin har længe været i det grønne søgelys på grund af den udledning, der er forbundet med produktionen.

Og hvis det står til Klimarådet – som netop har udgivet en ny rapport med anbefalinger til klimaindsatsen de kommende ti år – så vil du fremover komme til at betale, hvis dit forbrug har et tungt klimaaftryk.

Artiklen fortsætter under videoen

Tanken er, at dem, der udleder meget, også skal betale for det – og dermed give et incitament til at skrue forbruget ned.

– Klimarådet vil have dig til at betale for din egen forurening, som Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, udtrykker det.

– Et af de store redskaber er CO2-afgiften, som vil blive forøget. Så som forbruger vil man kunne se prisstigninger på nogle af de ting, hvor der udledes mere CO2, fortæller Claus Ekman.

Afgifter på belastende fødevarer

Klimarådet foreslår også, at man overvejer afgifter på særligt klimabelastende fødevarer, som tæller rødt kød og mælk.

Forslaget er en klimaafgift på 1500 kroner per ton drivhusgas, når den er fuldt indfaset i 2030.

Omsat til kroner og øre bliver din mælk dermed to kroner dyrere literen, mens en pakke hakket oksekød på 500 gram stiger med 13 kroner. Det viser beregninger fra Klimarådet.

Har du olie- eller gasfyr, vil du også komme til at mærke det, hvis Klimarådets anbefalinger følges.

Det skal nemlig gøres mere attraktivt at skifte til eksempelvis varmepumpe.

– Der kan komme nogle politiske initiativer, så folk økonomisk bliver tvunget eller får incitament til at skifte til udskifte med noget andet, siger Claus Ekman.

Oliefyr kan udfases

Klimarådet vurderer, at det er muligt at udfase oliefyr fuldstændigt frem mod 2030.

– En udfasning af oliefyr i 2030 vil indebære en forceret skrotning af eksisterende oliefyr, står der i rapporten “Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion” og videre:

– Bygninger med oliefyr ligger ofte uden for fjernvarme- og gasnettene, og det er derfor ikke muligt at bruge disse forsyninger som opvarmningsalternativer. Oliefyrene skal derfor primært erstattes af andre individuelle løsninger som varmepumper og træpillefyr.

Mindre bilkørsel

Derudover vil Klimarådet gerne have dig til at køre mindre i bil – i hvert fald den benzin- eller dieselslugende slags.

Den foreslåede afgift betyder, at en liter benzin vil koste fire kroner mere end i dag.

– Det er forureneren, der skal betale, så derfor bliver det dyrere at køre i benzin- og dieselbil, siger Claus Ekman.

Klimarådet anbefaler et stop for salget af benzin- og dieselbiler fra 2030.

Alternativet er, at du eksempelvis hopper på cyklen, i elbilen, tager det offentlige eller prioriterer samkørsel.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu