Mor i fængsel for at bortføre sine egne børn

22. december 2017 06:20 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Det var ulovligt, da en mor gik under jorden i halvandet år med sine to børn på tre og fem år, afgør byretten.

Mor i fængsel for at bortføre sine egne børn
Vladimir Valiant og de to børn, der blev bortført af deres mor. Torsdag faldt dommen. Foto: Privat.

Den 43-årige Angelina Mathisen kendes skyldig i at have bortført sin søn og datter til Brasilien i halvandet år uden at have fortalt det til eller aftalt det med børnenes to fædre.

Angelina Mathisen idømmes fængsel i et år og seks måneder af Retten på Frederiksberg for at have taget børnene ulovligt ud af Danmark.

Retten ligger vægt på sagens karakter og grovhed, da de afgjorde kvindens straf. Dommeren og de to domsmænd mener ikke, at det var frivilligt, da moren efter mange måneder kom hjem til Danmark og børnenes fædre igen.

Kvinden har nægtet sig skyldig i anklagen. Men hun har erkendt, at hun rejste ud af landet med børnene i marts 2016 og først kom hjem igen i oktober 2017.

Anker dommen

– Vi anker dommen til landsretten med påstand om frifindelse, sagde kvindens forsvarsadvokat, Klaus Jensen, kort efter domsafsigelsen.

I foråret sidste år pakkede moren kufferten og tog til Brasilien, hvor hun og børnene boede i et hus på en ø. Da de rejste, havde kvinden fælles forældremyndighed med hver af de to fædre.

Påstod overgreb

I retten har Angelina Mathisen forklaret, at hun valgte at forlade Danmark med børnene, som dengang var tre og fem år, fordi de blev udsat for overgreb fra fædrene.

Hun gik under jorden for at beskytte sig selv og børnene mod de fysiske og psykiske overgreb, som hun påstår, at de to mænd har begået. Men de anklager kan de danske myndigheder ikke dokumentere.

Der har i flere år forud for turen til Brasilien været stridigheder mellem moren og de to fædre om forældremyndighederne over og samværet med børnene.

I strid med loven

Retten har afgjort, at det var i strid med loven, at moren rejste ud af landet med sin søn og datter.

For der var uenighed om forældremyndigheden, på trods af at den var delt mellem moren og fædrene på udrejsetidspunktet.

Imens kvinden og børnene var i Brasilien, fik begge fædre midlertidig fuld forældremyndighed over børnene. Det skete, henholdsvis fem dage og tre måneder efter at hun og børnene havde forladt Danmark.

Fædrene har forældremyndigheden

I juni og august 2017 fik fædrene hver især permanent fuld forældremyndighed over deres søn og datter.

Kvinden har tidligere søgt om fuld forældremyndighed over sin søn, men den sag tabte hun. Og senere søgte hun ligeledes fuld forældremyndighed over sin datter, men den ansøgning trak hun tilbage.

Glad og lettet far

– Jeg er lykkelig, glad og lettet.

Sådan sagde Vladimir Valiant, faderen til et af de bortført børn, til Newsbreak.dk, da børnene – og deres mor – igen var var på dansk grund.

54-årigeVladimir Valiants søn er nu fire, søsteren syv.

Moderen og de to børn var altså ikke set siden den 18. marts sidste år, hvor de forsvandt fra kvindens bopæl i Vanløse. Det var få dage før en sag om forældremyndigheden over det ene barn skulle afgøres.

– Jeg er meget glad for, at børnene nu er sikkert tilbage i Danmark. Det har været vores første prioritet fra starten af, udtalte vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen blandt andet dengang en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Bortførelse var planlagt, mener politiet

Forud for deres forsvinden blev der foretaget flere forberedende handlinger. Derfor var politiet ganske overbevist om, at kvinden rent faktisk har taget benene på nakken og er gået under jorden.

– Blandt andet har hun kort tid inden tømt hele sin bankkonto, sagde politikommisær Bjarke Dalsgaard Madsen fra efterforskningsafdelingen for borgernær kriminalitet tidligere til Newsbreak.dk.

– Vi har hele tiden forventet, at hun på et tidspunkt ville dukke op, fordi kriminelle sætter spor. Men især de elektroniske har hun været god til at slette, sagde Bjarke Madsen.

Børnene skal have det bedste

– Tilvænningen til et trygt og roligt liv, er det næste, vi skal fokusere på. Vi (den anden far og Vladimir Valiant. red.) ser frem til et mere sundt forhold til deres mor, i håb om at en udstrakt hånd kan motivere alle til at give børnene de bedst mulige vilkår for en sund barndom og opvækst med begge forældres tilstedeværelse, sagde Vladimir Valiant til Newsbreak.dk efter børnene igen var i Danmark.

Han mente dog, at det sidste godt halvandet år ikke har gjort noget godt for børnene.

Fængslet i Danmark – in abentia

Den 42-årige kvinde – og hendes børn – blev tidligere varetægtsfængslet in absentia. Det vil sige, at hun – i sagens natur – ikke var til stede, da en dommer bestemte fængslingen. Samtidig blev hun også efterlyst internationalt.

Københavns Politi har tidligere oplyst til Newsbreak.dk, at Angelina Mathisen og børnene formentlig befandt sig i Sydamerika. Det viste sig at være sandt, for i den forgangne uge bestemte en dommer i Brasilien i den nordbrasilianske by Belém, at børnenes mor og børnene skulle sendes tilbage til Danmark.

Det blev de – og nu er dommen faldet over moderen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu