ANNONCE

Angrebskomet brager Vejle til sejr i Haderslev

7. februar 2021 17:02 | Af: Ritzau Fokus

17-årige Wahid Faghir blev matchvinder, da Vejle fik en tiltrængt sejr på 1-0 ude mod Sønderjyske.

Angrebskomet brager Vejle til sejr i Haderslev
Wahid Faghir (til venstre) blev matchvinder i søndagens Vejle-sejr i Haderslev. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Vejle hentede søndag den første sejr i ni kampe i Superligaen, da oprykkerne i frostvejr i Haderslev slog Sønderjyske med 1-0.

Den 17-årige angriberen Wahid Faghir blev matchvinder med et fremragende mål i begyndelsen af anden halvleg.

Banens beskaffenhed på Sønderjyskes hjemmebane var ikke optimal, hvilket betød, at spillet for det meste foregik i de øverste luftlag, hvor duellerne var mange og chancerne få.

Resultatet betyder, at Vejle rykker op på niendepladsen med 19 point, hvorimod Sønderjyske fortsat er at finde på en femteplads med 24 point.

Første halvleg var en rodet affære med mange dueller i luften og hårde nærkampe.

Kampen bølgede frem og tilbage, men ingen af mandskaberne kunne producere chancer.

Anden halvleg var knap nok begyndt, inden Vejles bænk fik noget at varme sig på.

Et indlæg endte hos den unge Wahid Faghir, som flot tæmmede bolden til rette for sig selv, hvorefter han kanonerede bolden i kassen uden chance for Lawrence Thomas i Sønderjyske-målet.

Sønderjyske forsøgte efterfølgende at lægge et pres, hvilket udmøntede sig i en kæmpe chance til Haji Wright efter 76 minutter, men stolpen afviste angriberen.

Sønderjyske-træner Glen Riddersholm satsede det hele til sidst med fire angribere, men lige lidt hjalp det for Haderslev-holdet.

Sønderjyske indkasserede således et nederlag blot tre dage efter, at holdet havde indledt forårssæsonen med en 2-1-sejr ude mod mestrene fra FC Midtjylland.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu