ANNONCE

Anholdt efter flere måneder

16. december 2020 22:51 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 31-årig mand blev i juli stukket ned på Hundige Havn. Tirsdag blev en mistænkt medgerningsmand anholdt.

Anholdt efter flere måneder
Det ene knivstikkeri skete på Ishøj Strandvej i Ishøj og efterforskes af Københavns Vestegns Politi. Det andet skete her på Hundige Havn. I sidstnævnte er en person netop anholdt. Foto: Øxenholt Foto

En 29-årig mand blev tirsdag anholdt for at have deltaget i et knivstikkeri på Hundige Havn 26. juli. Onsdag formiddag bliver han stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde.

Det oplyser politikommissær Kristian Egekær fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

– Vi har i går anholdt en 29-årig mand, som er sigtet for at have medvirket i det drabsforsøg på Hundige Havn, siger han.

Ved knivstikkeriet blev en 31-årig mand såret, og den anholdte bliver sigtet for drabsforsøg. Det er uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen. Det ventes, at anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved onsdagens retsmøde om varetægtsfængsling. Lukkes dørene, vil den sigtede mands eventuelle forklaring blive holdt hemmelig.

I forvejen er flere andre sigtet i sagen. Tre mænd på 18, 19 og 30 år blev varetægtsfængslet dagen efter knivstikkeriet, der skete søndag 26. juli om aftenen, men de er blevet løsladt igen. Den 19-årige og den 30-årige blev fremstillet in absentia, da de var kommet til skade.

Knivstikkeriet er blevet koblet sammen med en forsætlig påkørsel i Ishøj samme aften. For efter knivstikkeriet på havnen, blev en 30-årig mand kørt ned på Ishøj Strandvej. Efterfølgende blev tre mænd anholdt for drabsforsøg i den forbindelse. Det var tre mænd på 20, 24 og 30 år.

På grund af koblingen blev sagerne bundet sammen på tværs af politikredse. Hundige ligger nemlig i Midt- og Vestsjællands Politikreds, mens Ishøj er Københavns Vestegns. I juli satte sidstnævnte allerede tidligt ord på, at der kunne være sammenhæng:

– Nu fortsætter efterforskningen, som aktuelt indikerer, at hændelsen udspringer af personlige uoverensstemmelser mellem personer med relation til et kriminelt miljø. Hændelsen kan have sammenhæng med en anden voldsepisode kort forinden i Hundige – men det skal vores videre efterforskning afdække nærmere, sagde vicepolitiinspektør Peter Malmose.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu