ANNONCE

Anholdt for hærværk mod jødisk kirkegård

15. april 2021 15:45 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

28-årig mand anholdt i hærværkssag mod jødisk kirkegård

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Opdatering:

Nordjyllands Politi anholdt 14. april 2021 klokken 20.50 en 28-årig mand, der sættes i forbindelse med hærværket på den jødiske kirkegård i Aalborg.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Hærværket skete søndag 4. april 2021 ved, at der blev smurt rød maling på muren ved kirkegården, endvidere blev der opsat plakater og lagt dukker der var indsmurt i rød farve.

Politiet har efterforsket sagen, hvilket ledte til, at den 28-årige blev anholdt i går.

– Hærværk af politisk karakter, rettet mod bestemte grupper i samfundet, er fuldstændig uacceptabelt – derfor er jeg tilfreds med, at vi har fået anholdt en mistænkt i sagen,  siger politikommissær Henrik Staal.

Manden fremstilles i grundlovsforhør i retten i Aalborg senere i dag, 15, april 2021, sigtet for hærværk, straffelovens § 291, samt for straffelovens § 266 og 266b.

Fakta

Straffelovens § 266 b

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Kilde: Retsinformation.

Politiet vil, af hensynet til den videre efterforskning i sagen, begære dørlukning.

Politiet har, af efterforskningsmæssige årsager, ikke yderligere kommentarer til sagen.

Minister oprørt

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har tidligere kaldt hærværket mod den jødiske begravelsesplads i Aalborg for “oprørende og dybt beskæmmende”.

– Sagen efterforskes nu af politiet, og det er ganske enkelt forkasteligt, at vi igen skal være vidne til, at gravsteder bliver skændet, lød det i en skriftlig kommentar fra ministeren.

Der er tidligere begået hærværk mod jødiske gravpladser. I oktober sidste år blev to mænd kendt skyldige i hærværk mod jødiske gravsteder i Randers.

84 gravsten blev overhældt med grøn maling, seks af dem blev væltet, og der blev påklistret et gult klistermærke med teksten “Jude” på en af dem.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu