ANNONCE

Anholdt for skuddrab i naturområde

6. oktober 2020 14:54 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Politiet håber at høre fra vidner fra parkeringsplads i Hedeland efter drab. 47-årig blev dræbt med to skud.

Anholdt for skuddrab i naturområde
En mand er nu anholdt i drabssagen. Arkivfoto: Rasmus Skaftved

En mand er anholdt i forbindelse med sagen om en 47-årig mand, der blev fundet dræbt på en parkeringsplads i Hedeland ved Tune mandag.

Det oplyser politiet til Ritzau.

Den mistænkte i sagen fremstilles for en dommer tirsdag eftermiddag. Det bekræfter en talsmand for politiet.

Foreløbig vil man kun oplyse, at den anholdte er en mand. Anholdelsen skete natten til tirsdag. Og nu skal en dommer i Retten i Roskilde altså afgøre, om der er en begrundet mistanke mod den anholdte.

Mandag morgen fandt en borger en død mand på en parkeringsplads i Hedeland ved Tune. Politiet vurderede hurtigt, at sagen skulle efterforskes som et drab.

Nu er der nyt om sagen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der oplyser, at manden er blevet dræbt af skud.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Dræbt af to skud

Den indledende efterforskning viser, at manden – en 47-årig – er blevet dræbt. De foreløbige retsmedicinske undersøgelser tyder på, at den 47-årige er blevet dræbt af to skud.

Klokken 07.12 blev han fundet af en borger på parkeringspladsen ved Vinterrasserne i Hedeland, der ligger nordvest for Tune. Borgeren tilkaldte straks politiet.

På parkeringspladsen holdt også en ældre, blå personbil af mærket Toyota Avensis, som den dræbte havde benyttet.

Siden anmeldelsen har Midt- og Vestsjællands Politi sikret spor på findestedet og i området omkring parkeringspladsen, der ligger tæt på en badesø.

Søger vidner

Desuden har politiet forsøgt at få kortlagt den 47-åriges færden op til mandag morgen, hvor han blev fundet dræbt.

Fokus for politiet i sagen er også lige nu at finde frem til at motiv for drabet.

Midt- og Vestsjællands Politi kan dog allerede på nuværende tidspunkt udelukke én ting, og det er, at drabet skulle være en rocker- eller banderelateret forbrydelse.

Politiet har allerede modtaget få henvendelser i sagen, men hører meget gerne fra flere borgere.

Hvis du har bemærket noget usædvanligt i området ved parkeringspladsen Vinterrasserne i Hedeland forud for fundet af den dræbte mandag morgen, kan du kontakte politiet på 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu