ANNONCE

Anholdt i bizar drabssag

11. november 2020 11:08 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En 45-årig mand fremstilles i grundlovsforhør.

Anholdt i bizar drabssag
I juli blev en ung mand dræbt ved travbanen i Aarhus. Angiveligt i forbindelse med en narkohandel. I den sag fremstilles en mand i grundlovsforhør. Foto: Øxenholt Foto.

22. juli blev den 25-årige rapper Abukar Hassan Ali – kendt under rapper-navnet Shmur – skudt og dræbt ved travbanen, Jydsk Væddeløbsbane, i Aarhus.

– Vores efterforskning har vist, at drabet ved travbanen har forbindelse til en større narkotikahandel mellem to persongrupper. Vi fortsætter vores intensive efterforskning af sagen, og vi forventer yderligere anholdelser i sagen i takt med at efterforskningen skrider frem, sagde politiinspektør Michael Kjeldgaard i forbindelse med anholdelsen af to mænd, i en pressemeddelelse.

Senere blev 40-årig mand anholdt og sigtet for drabet.

– Efterforskningen peger i stigende grad på, at motivet til drabet skal findes i en narkohandel mellem to persongrupper. Vi har nu anholdt yderligere en person i sagen, som vi mener kan knyttes direkte til drabet, men vi har fortsat et stort efterforskningsarbejde foran os. Et arbejde som vi forventer vil afdække yderligere personer med en rolle i sagen, sagde Michael Kjeldgaard i den forbindelse.

Nu er endnu en person altså anholdt.

Det drejer sig om en 45-årig mand, der klokken 11 fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

“Han sigtes for at have været med til en større hashhandel mellem to grupperinger. Handlen kædes sammen med drabet på en mand ved Jydsk Væddeløbsbane, men den 45-årige sigtes alene for hashhandel”, oplyser Østjyllands Politi.

To drab på kort tid

Drabet på rapperen var ikke det eneste, der inden for cirka et døgn blev begået i Aarhus.

Dagen efter, torsdag 23. juli, var Østjyllands Politi massivt til stede på Lenesvej i Brabrand, der blev spærret af.

Årsagen var, at politiet klokken 03.48 modtog en anmeldelse om, at der var flere personer, der var blevet stukket med kniv.

Da politiet ankom til stedet, fandt de en 42-årig mand med flere knivstik.

Bentjente og reddere ydede førstehjælp, men kort tid efter blev den 42-årige erklæret død.

Yderligere to personer blev stukket ned og modtog behandling for deres knivstik.

Ifølge Østjyllands Politi har de to drab umiddelbart intet med hinanden at gøre.

Fem drab i bandemiljøet

Bandekonflikternes blodige slag vækker stor bekymring hos Østjyllands Politi. Så meget, at politiet i starten af oktober oplyste følgende:

– Det er bekymrende mange drab, som vi vurderer alle har en eller anden relation til bandemiljøet. I fire af drabene er der anvendt skydevåben, hvilket kun er endnu mere bekymrende, da det jo viser, at den personkreds, vi har at gøre med, tilsyneladende har adgang til skydevåben, sagdepolitiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.

Sagerne

25. september blev en 21-årig mand skudt og dræbt på Kappelvænget i Trillegården i Aarhus V.

6. august blev en 22-årig mand skudt og dræbt, da han sad i en bil ved en boligblok i Vårkjærparken i Viby.

23. juli om morgenen blev en mand på 42 år stukket ihjel med kniv på en parkeringsplads ved Lenesvej i Brabrand.

22. juli om aftenen blev en 25-årig mand, der også har været rapper, skudt nær Jysk Væddeløbsbane i forbindelse med en stor hashhandel.

27. februar sidst på aftenen blev en 25-årig mand skudt i en bil i Tilst.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu