Anholdt i lufthavn med baby i skuldertasken

6. september 2019 07:17 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 43-årig kvinde fra USA er anholdt i Manilas lufthavn med baby, som hun angiveligt ville smugle med hjem.

Anholdt i lufthavn med baby i skuldertasken
Kvinden nåede ikke sit fly. Genrefoto.
Del:

En amerikansk kvinde, som forsøgte at smugle et næsten nyfødt barn ud af Filippinerne, er blevet anholdt i lufthavnen i hovedstaden Manila og sigtet for menneskehandel.

Det oplyser myndigheder i landet.

Kvinden havde skjult babyen – en seks dage gammel dreng – i en skuldertaske. Det lykkedes hende at komme gennem toldkontrollen i lufthavnen med barnet, men da hun ventede på at gå om bord på sit fly, blev hun stoppet af flypersonale.

Forsøgte at skjule barnet

Den 43-årige kvinde, der menes at være bosiddende i delstaten Utah, kunne hverken fremvise pas eller boardingkort for barnet.

Hun var heller ikke i besiddelse af officielle dokumenter, som gav hende retten til barnet. Det oplyser myndigheder i lufthavnen.

Ifølge myndighederne var det kvindens plan at tage barnet med sig op i flyet og til USA.

– Hun forsøgte bevidst at skjule barnet, siger Grifton Medina fra lufthavnens immigrationsmyndighed.

Artiklen fortsætter under videoen 

Kvinden blev anholdt, efter at hendes forehavende var afsløret, mens barnet er overdraget til relevante myndigheder.

På et pressemøde torsdag i Manila afviste kvinden, der bar en orange fængselstrøje og var iført håndjern, med nedbøjet hoved at svare på spørgsmål fra journalister.

Filippinernes nationale efterforskningsbureau (NBI) oplyste, at kvinden i lufthavnen havde fremvist en skriftlig erklæring, hvori moren til babyen angiveligt gav sit samtykke til, at den amerikanske kvinde tog barnet med sig til USA.

Men moren havde ikke underskrevet papirerne.

Ifølge NBI var der heller ikke udstedt en officiel udrejsetilladelse for barnet, og det fik politiet til at sigte kvinden for menneskesmugling. Det kan i Filippinerne straffes med op til livstid.

Babyens forældre er blevet sigtet i henhold til en lov om beskyttelse af børn, men de er ikke anholdt.

Det sker også i Danmark

Det er ikke kun i udlandet, at borgere mistænkes for at omgå adoptionsreglerne.

Newsbreak.dk har tidligere fortalt om et dansk par, der købte et nyfødt barn i Polen. De hentede barnet på en café to dage efter fødslen.

Den historie kan du læse mere om her. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu