ANNONCE

Anholdt på 9 minutter

6. juni 2020 09:54 | Af: Newsbreak.dk

Det tog blot 9 minutter fra politiet havde modtaget en anmeldelse om forsøg på indbrud, til de formodede gerningsmænd blev anholdt.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 01.32 en anmeldelse om et forsøg på indbrud mod herretøjsforretningen Bechsgaard i Vardes centrum, og sendte derfor en patrulje til stedet.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

En årvågen borger havde lagt mærke til, at nogle personer opførte sig mistænkeligt ved butikken, hvorefter vedkommende kontaktede politiet.

Da patruljen nåede frem, var gerningsmændene flygtet fra stedet, men på baggrund af vidnets grundige signalement lykkedes det kort efter en hundepatrulje at finde fire personer, der forsøgte at gemme sig i en personbil.

De fire personer blev anholdt klokken 01.41, blot ni minutter efter anmeldelsen blev modtaget.

I køretøjet fandt betjentene desuden værktøj, der kunne knyttes til forsøg på indbrud i herretøjsforretningen.

Syd- og Sønderjyllands Politi roser borgeren for at være årvågen og kontakte politiet med det samme, da hun bemærkede de mistænkelige personer ved forretningen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu