ANNONCE

Vanvidsbilist i Aarhus: Ældre mand, varevogn og husmur blev påkørt

18. oktober 2016 11:25 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En vanvidsbilist på 21 år var høj på stoffer, da han forsøgte at flygte fra politiet.

Vanvidsbilist i Aarhus: Ældre mand, varevogn og husmur blev påkørt
En anholdt vanvidsbilist ramte en mur, da hans flugt fra politiet stoppede. Foto: Google Maps.

En anholdt vanvidsbilist er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus, sigtet for flere forhold. Newsbreak.dk beskrev sagen allerede i går. Den unge mand smadrede ind i en ældre herre, der var på cykel, og parkerede, formentlig utilsigtet, frontalt i en husmur. I en pressemeddelelse, udsendt af Østjyllands Politi, fortælles der nu mere om hændelsesforløbet, der ledte op til vanvidskørslen.

Manden blev i går observeret af betjente fra Østjyllands Politi, da han mandag formiddag kom kørende i bil på Viborgvej. Han havde ikke sele på, og han kørte alt for stærkt. Og pludselig foretog han en hasarderet overhaling. Derfor satte betjentene efter ham. Udrykningssignalet blev aktiveret. Og så startede biljagten, der først blev stoppet, da den unge mand kørte frontalt ind i en mur.

Udrykning og høj fart

Politibilen kørte med udrykning og den unge mand med høj hastighed gennem byen. Han kørte over for rødt, ad både fortov og cykelsti og ved krydset Frederiks Allé/Jægergårdsgade blev en 87-årig mandlig cyklist påkørt. Vedkommende ventede på grønt lys, da han blev ramt, og den unge mand fortsætte sin vilde kørsel.

Videre gik det. En varevogn blev også påkørt, hvorefter bilen stoppede op, da den unge mand kørte ind i en mur på Frederiksbjerg Torv. Den slags skulle dog ikke stoppe en god flugt. Den 21-årige fortsatte til fods, hvorefter han blev anholdt af en anden patrulje.

Betjentene kunne konstatere, at den unge mand var påvirket af narkotika. Han var også i besiddelse af narkotika, og han blev sigtet for besiddelse såvel som påvirket kørsel. Han blev også sigtet for at bringe andre menneskers liv og førlighed i fare. Den 87-årige cyklist brækkede flere ribben og fik en flænge i hovedet, men efter omstændighederne har han det godt. Den unge mand skulle efter planen fremstilles klokken 10.00.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu