Anklager: Louisas mordere skal dømmes til døden

11. maj 2019 09:53 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Anklagemyndigheden og advokaten til den dræbte danske kvindes familie ønsker dødsstraf til de hovedmistænkte.

17. december 2018 blev danske Louisa Vesterager Jespersen  fundet dræbt sammen med sin norske veninde 28-årige Maren Ueland.

De to var på ferie i Marokko, da de på brutal vis blev slået ihjel i et populært turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene.

Nu vil anklageren i sagen gå efter dødsstraf.

Det fortæller bistandsadvokaten til familien til den dræbte danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen, Khalil El Fataoui, til den norske avis Dagbladet.

– Jeg erfarer, at anklageren vil bede om dødsstraf til tre eller fire af de hovedtiltalte. Jeg er helt enig i det. Drabsmændene har begået nogle helt forfærdelige handlinger og udgør en fare for Marokko – og verden, siger advokat Khalil El Fataoui til Dagbladet.

Det er siden kommet frem, at de to kvinder var blevet stukket med kniv og halshugget.

Video af halshugning deles på nettet

En video, der viser en af kvinderne blive dræbt, florerede efterfølgende på internettet. Og her er den stadig at finde – og bliver delt. Flere er allerede blevet sigtet for at dele den.

Fredag 10. maj stod Louisa Jespersens søster da også frem og opfordrede til ikke at dele videoen.

“Vi kommer aldrig – bare lidt – på afstand fra det. Og det bliver kun værre, når der bliver lagt billeder ud fra videoen. Det må være slemt nok, at vi har mistet hende. Og så på den barske måde”, skriver 22-årige Silke Vesterager Jespersen i en sms til B.T.

Statsministeren deltog i begravelsen

Louisa blev begravet 12. januar. Her deltog også statsminister Lars Løkke Rasmussen.

– Selv om sorgen er ubærlig, så må vi ikke bukke under. Vi skal huske hinanden på, hvem vi er, hvad vi er rundet af og står for: Det frie liv, hvor man kan være den, man er.

– På Danmarks og på regeringens vegne vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse og love, at Louisa aldrig bliver glemt, sagde Lars Løkke Rasmussen, inden kisten blev båret ud af kirken, hvor over 400 personer var dukket op for at sige farvel til Louisa.

Måske ikke eksekveret

Skulle de fire hovedmistænkte blive idømt dødsstraf, er det dog langt fra sikkert, at straffen rent faktisk bliver udført. Ifølge Dagbladet har Marokko ikke udført en dødsstraf siden 1993. Det er til trods for, at over 100 mennesker sidder i landets fængsler med en dødsdom.

Retssagen mod de 24 mænd begynder i Salé tæt på Marokkos hovedstad, Rabat, den 16. maj.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu