ANNONCE

Sådan anmelder du corona som arbejdsskade

11. marts 2021 06:01 | Af: Ritzau Fokus og Massimo Grillo, ms@newsbreak.dk

Sørg for at anmelde og gemme dokumentation for coronasmitte på arbejdspladsen - og gør det før senfølgerne rammer

Sådan anmelder du corona som arbejdsskade
En positiv coronatest er en af de ting, der stiller dig bedre i forhold til at få anerkendt corona som en arbejdsskade. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Scanpix

Hvis du bliver du smittet på arbejdspladsen med corona, så kan eventuelle gener faktisk anerkendes som en arbejdsskade.

Det er blevet officielt med en ny vejledning fra Arbejdstilsynet fra sidste år. Det kræver, at det kan sandsynliggøres, at sygdommen skyldes arbejdet, og den ansatte efterfølgende er blevet syg.

Men det kræver rettidig omhu ifølge Trine Binderup, som er advokat med speciale i blandt andet erstatningssager hos Advodan Aalborg.

– Man ved jo ikke, om der på sigt kan være senfølger. Der kan være risiko for varige mén og udgifter i forbindelse med ens helbredelse.

– Men det kan være yderst vanskeligt i personskadesager, hvis man først kommer flere måneder senere og føler sig dårligt tilpas, hvis man ikke har råbt op, siger Trine Binderup.

Henvend dig med det samme

Så har du indikationer på, at du kan være smittet på arbejdspladsen, skal du henvende dig til din arbejdsgiver med det samme.

Så snart man mærker gener, bør man også kontakte en læge, så det kan registreres, siger Trine Binderup.

– Nogle gange vil man selv lige se tiden an, men det kan blive problematisk i personskadesager. Generelt i forhold til arbejdsskader er det altid godt at rette henvendelse til sin læge hurtigst muligt i forløbet, siger hun.

Arbejdsgiverens opgave

Det er arbejdsgivers opgave at anmelde sygdommen som en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Her vægtes det også højt, at du anmelder det hurtigst muligt og beskriver smittekilden så præcist som muligt.

– Og så skal man selvfølgelig helst have en test, der påviser covid-19. Med de tre ting på plads er man godt stillet, siger Birgitte Kamstrup Kragelund, som er afdelingschef hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

– Man skal ikke vente med at anmelde det, til man har fået senfølger. Og får man det ikke, er der jo ingen skade sket, tilføjer hun.

Svært at bevise

Det kan være svært at komme til bunds i, om smitten rent faktisk er sket på arbejdspladsen – enten ved borgerkontakt eller mellem kolleger – eller den stammer et helt andet sted fra.

Og fordi det er et helt nyt felt, er der ikke juridisk praksis at læne sig op ad endnu, bemærker advokat Trine Binderup.

– Men smitteopspringsappen kan være med til at opklare, om man har fået det på eller uden for arbejdet, foreslår hun.

Pas på at være tvivlende

Det er vigtigt, at det fremgår af anmeldelsen, hvis andre på arbejdspladsen også var smittet nogenlunde samtidig.

– Hvis man udtrykker tvivl i sin anmeldelse om, hvor smitten er opstået, kan det måske få betydning for vurderingen efterfølgende, siger Trine Binderup og fortsætter:

– Under normale omstændigheder skal der dog ikke så meget til for, at man statuerer en skade som arbejdsskade, så længe det er påført personen i arbejdstiden. Det kan også være, hvis man kommer til skade til julefrokosten.

Fakta

Anmeld en arbejdsskade

– Gør din arbejdsgiver opmærksom på hændelsen og skaden.

– Det er din arbejdsgiver, der skal anmelde en arbejdsskade.

– Skaden skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

– Vær dog selv opmærksom på, at det bliver gjort.

Kilder: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, advokat Trine Binderup fra Advodan.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu