ANNONCE

Anmeldelser vælter ind til politiet

15. august 2020 07:40 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Et opholdsforbud har holdt unge fra Dyrehaven nord for København, mens politi rykker ud til andre fester.

Over hele landet rykker politi ud til støjende og festglade mennesker i natten.

(I bunden af artiklen får du et overblik over antallet af anmeldelser).

Det er kombinationen af det varme sommervejr, et nedlukket natteliv og den første fredag, efter at gymnasierne er startet i skole igen.

Det melder flere vagtchefer omkring klokken 01.00 natten til lørdag.

(I galleriet over artiklen kan du forøvrigt se, hvordan du generelt skal forholde dig til nabostøj).

I Nordsjælland har et opholdsforbud i Dyrehaven, hvor der normalt mødes op mod 10.000 gymnasieelever den første fredag efter sommerferien, holdt de unge mennesker væk.

Til gengæld har Nordsjællands Politi travlt med “rigtig mange anmeldelser” om musik til ulempe andre steder.

– Når nattelivet er lukket, så flytter festerne ud i private boliger, og det giver gener for mange naboer, og vi gør, hvad vi kan.

– Men vi kan ikke køre ud til alle desværre, og telefonenerne kimer stadig, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Rolf Hoffmann.

“Musik til ulempe”

Omkring klokken 02.00 natten til lørdag skriver Københavns Politi på Twitter, at politiet er til stede ved Dronning Louises Bro i det indre København efter flere anmeldelser om musik til ulempe.

Politiet har desuden konfiskeret et musikanlæg, efter at ejeren havde fået to sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Københavns Politi har desuden været til stede i flere parker, hvor unge mennesker har været samlet. Omkring klokken 22.00 var 200 unge blandt andet samlet i Fælledparken, meldte vagtchef Paw Kaltoft.

– De er ved at være godt berusede, så det er blevet lidt mere besværligt. De lytter stadig, men det er blevet lidt sværere at få dem til at efterkomme vores anvisninger, sagde Paw Kaltoft.

Anmeldelser i Jylland

Også Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fredag aften rykket ud til en del anmeldelser om musik til ulempe.

Alle tre kredse vurderer, at de har fået omkring 20 anmeldelser hver.

– Det er jo ekstremt godt vejr og fredag, så det er nok sådan, det hænger sammen. Indtil videre har vi fået 17 anmeldelser, og det er over gennemsnittet, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen.

Fakta

For høj musik kan give bøde

Læs om reglerne for at spille høj musik her:

* Det kan straffes med bøde at spille musik, der er til væsentlig ulempe for naboerne. Det betyder, at det er forbudt at spille så høj musik i haven, at det generer naboerne.

* Om musik i haven er til gene afhænger blandt andet af tidspunktet. Der er forskel på at spille musik om eftermiddagen og midt om natten.

* Ofte vil politiet starte med at give en advarsel og opfordre til, at musikken bliver skruet ned. Men Københavns Politi meddelte torsdag på Twitter, at det er klar til at udstede bøder uden en forudgående advarsel, og at de ansvarlige risikerer, at politiet beslaglægger deres musikanlæg.

* Politiet kan forbyde brug af højttalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende, når benyttelsen må antages at være til væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipasserende.

Kilder: Bolius, Ordensbekendtgørelsen.

På Fyn har politiet i løbet af to timer omkring midnat haft 11 anmeldelser, hvilket vagtchef Ehm Christensen beskriver som “temmelig mange”.

Sydøstjylland har ikke et overblik over antallet af anmeldelser fredag aften, men vurderer, at det er flere end samme tid sidste år.

Fakta

Høj musik 14. august 2020

Fordelt på politikredse:

* København: 104 anmeldelser.

* Københavns Vestegn: 15 anmeldelser.

* Nordsjælland: Ikke oplyst.

* Midt- og Vestsjælland: Ikke oplyst.

* Sydsjælland og Lolland-Falster: 25 anmeldelser.

* Fyn: 28 anmeldelser.

* Syd- og Sønderjylland: Cirka 20 anmeldelser.

* Sydøstjylland: 31 anmeldelser.

* Midt- og Vestjylland: 32 anmeldelser.

* Østjylland: 30 anmeldelser.

* Nordjylland: 18 anmeldelser.

* Bornholm: 8 anmeldelser.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu