ANNONCE

Ansatte klager: Dårlig mad og klamme toiletter

4. november 2020 07:29 | Af: Newsbreak.dk

Ansatte i Forsvaret har fået nok. Fagforeninger bakker op. Forsvarsminister Trine Bramsen erkender, at der skal ske noget.

Ansatte klager: Dårlig mad og klamme toiletter
Rengøringen i Forsvarets bygninger er ikke god nok. Andreas Jensen har oplevet at der var blodpletter på et lagen. - Foto: Troels Esmarch, Danmarks Radio.

Citathistorie: DR MIDT OG VEST

Grænsen er nået for medarbejderne i Forsvaret. Dårlig rengøring, ringe vedligehold og elendig mad skaber frustrationer og presser arbejdsmiljøet.

Forsvarsmedarbejderne er dybt frustrerede – i særdeleshed over mangelfuld rengøring.

– Jeg har oplevet, at vi er blevet indlogeret på stuer, hvor der har været blodpletter på lagnerne.

Det fortæller Andreas Jensen, der er overkonstabel af første grad på Skive Kaserne til DR P4 Midt & Vest.

Heller ikke hans kollega Frederik Madsen er tilfreds med den måde, der bliver gjort rent på.

Han bor på kasernen, og her oplever han blandt andet, at håndklæderne ikke bliver vasket ordentligt.

– Det er træls, når man smider håndklæder til vask, og man får nogle tilbage, der er næsten lige så beskidte som før. Det er rigtig klamt. Så bruger man dem i hvert fald ikke, konstaterer han.

Ikke meget anderledes

På Flyvestation Karup er situationen ikke meget anderledes. Her underviser Morten Hygum-Risbank kommende flymekanikere.

– Vi oplever, at der stadig er tispletter på brættet fra dagen før, og at håndvasken ikke bliver tørret af, siger Morten Hygum-Risbank.

Som medarbejder på flyvestationen er det dog ikke kun selve rengøringen, som er et problem.

Flymekanikerne arbejder af og til med epoxy og hydraulikolie, og hvis de har et uheld og spilder det ud over sig, skal de ansatte have mulighed for et bad.

Men Morten Hygum-Risbank fortæller, at sæbedispenserne på flyvestationen ikke er fyldt med sæbe.

– Det giver murren i krogene. For hvorfor skal vi overhovedet finde os i det her serviceniveau?, siger Morten Hygum-Risbank.

De ansattes frustrationer over forholdene er så store, at de har lavet facebookgruppen Til kamp mod ISS med mere end 5.000 medlemmer, hvor de deler billeder og videoer af alt fra beskidte toiletter og værelser til maden, de får serveret.

Kurt Brantner, der er formand for soldaternes fagforening HKKF, mener, at rengøringen er så ringe, at Forsvaret ikke overholder arbejdsmiljøloven.

– Nogle steder er det så grelt, at det er direkte ulækkert at komme på arbejde. Når man kan efterlade mad på et gulvtæppe i flere måneder, uden det bliver gjort rent, så er det ikke længere helbredsmæssigt forsvarligt, siger Kurt Brantner til DR P4 Midt & Vest.

Forholdene på rengøringsområdet går ifølge formand for Centralforeningen for Stampersonel ud over arbejdsmiljøet.

– Folk bliver frustrerede, og det betyder, at der skabes et dårligt arbejdsmiljø, siger Jesper Hansen.

Det er ikke kun rengøringen, som frustrerer og irriterer.

Så kylling og ukogte ris

Maden i kantinerne i Forsvaret får også kritik.

Medarbejdere fortæller om rå kylling, ukogte ris og en generel standard, som er så ringe, at medarbejderne foretrækker feltrationer, og de, der kan, tager egen madpakke med.

DR har fået aktindsigt i den aftale, som Forsvaret og ISS indgik i 2018. En aftale om alt fra mad og rengøring til vedligehold af Forsvarets bygninger. Det var nordens største udliciteringsaftale til tre milliarder kroner, og den løber frem til udgangen af januar 2024.

Kurt Brantner fra soldaternes fagforening HKKF sad med til møder, hvor udliciteringsaftalen var på dagordenen. Før aftalen blev underskrevet, advarede han om, at den ikke hang sammen, og at det kunne få konsekvenser.

Derfor stillede han spørgsmål til Forsvaret.

– Har I nu undersøgt det her ordentligt? Er der afsat midler, så man kan bibeholde niveauet, som man kender fra tidligere? Alle de ting har vi gjort opmærksom på, men man har valgt ikke at lytte til os, fortæller Kurt Brantner.

Aftalen er speciel, fordi det er en partnerskabsaftale, som bygger på tillid. Det vil sige, at ISS har kunnet kontrollere sig selv – og at servicegiganten selv kunne igangsætte opgaver, som Forsvaret så skulle betale for.

Økonomistyringen i kontrakten viste sig i løbet af det første år ikke at fungere, og derfor satte Forsvaret i løbet af 2019 ekstra styring på.

Det vil sige, at noget af det, ISS forventede at tjene penge på, ikke længere er en mulighed. I stedet står de tilbage med rengørings- og forplejningsopgaver, som ikke giver stor indtjening for koncernen.

I udgangspunktet er kontrakten mellem ISS og Forsvaret uopsigelig. Hvis den skal opsiges, skal parterne nemlig være enig om det.

Det betyder, at hvis Forsvaret vil bakke ud af aftalen, skal de betale en form for erstatning til ISS og omvendt.

Erkender medansvar

Hos ISS erkender man, at der er problemer i Forsvaret, som de har et medansvar for.

Simon Kaiser, der er group senior vice president i ISS forklarer, at der er nogle mekanismer, som ikke fungerer, som de skal. Men at man skal bruge pengene klogere.

– Vi bruger alt for meget tid på kolde hænder og alt for lidt tid på at servicere de folk og brugere, vi er sat i verden for at servicere. Nemlig vores soldater, siger Simon Kaiser til DR P4 Midt & Vest.

Han forklarer, at ISS, som også servicerer forsvaret i blandt andet England, ikke har fået afstemt sine forventninger til aftalen med Forsvaret godt nok.

– Vi skulle have været meget bedre til at sige: ‘Hvad er vores forventninger til det her, og hvad er forsvarets forventninger?’ Det har vi ikke lykkes med, og der har vi fejlet, siger Simon Kaiser.

Uholdbar situation

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) er situationen med dårlig mad, beskidte gulve og toiletter uholdbar.

Spørgsmål: Er du tilfreds med den service, som ISS leverer til dine medarbejdere i Forsvaret?

– Der er nogle store problemer forbundet med den kontrakt, der er indgået med ISS. Nu skal vi finde løsninger, og det er jeg i fuld gang med, siger hun.

Ministeren kan ikke fortælle, hvad den konkrete løsning skal være, men hun siger, at hun har sørget for, at der er oprettet et center, som kan håndtere klager fra medarbejderne, hvad enten det drejer sig om dårlig mad eller manglende rengøring.

Derudover bliver der nu flyttet medarbejdere ud på de enkelte kaserner, som skal kontrollere, at Forsvaret får, hvad de har brug for hos ISS.

– Det er et forsøg på at krisehåndtere her og nu. Men der er problemer, der stikker dybere, som handler om den kontrakt, der blev indgået i sin tid, siger Trine Bramsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu