ANNONCE

Aros: Vi er klar til at åbne

21. maj 2020 09:49 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der er endnu ikke kommet retningslinjer for åbning af museer, men hos Aros åbner dørene fredag.

Aros: Vi er klar til at åbne
Aros har tabt seks til otte millioner kroner de seneste to måneder, hvor museet har været lukket på grund af coronaudbruddet. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

Der blev sent onsdag aften givet grønt lys til, at museer, biografer og zoologiske haver kan genåbne med det samme. Der er endnu ikke landet de præcise retningslinjer for, hvordan de skal indrette sig for at begrænse smitten med coronavirus, men flere gør klar til gæster med det samme.

Kunstmuseet Aros i Aarhus slår dørene op allerede fredag. Direktør Erlend Høyersten fortæller, at der vil være masser af plads til de besøgende, som vil blive mødt af afstandsmarkeringer, skilte og håndsprit.

– Vi er et relativt stort museum med 13.000 kvadratmeter publikumsareal. Vi har regnet på det, og vi har mere plads per kvadratmeter end mange storcentre og byggemarkeder, så det bliver det mindste problem at håndtere. Samtidig tror vi også, at folk efter de seneste to måneder har lært at holde afstand og tage hensyn til hinanden og derfor sagtens kan finde ud af at gå på museum, siger Erlend Høyersten.

Han peger i den forbindelse på, at der kun få gange i de seneste år har været mere end 500 besøgende på én gang hos Aros.

I Faktaboksen nederst på siden kan du se, hvornår en række steder planlægger at åbne.

Endelig gang i den

Han glæder sig over, at museer er en del af fase 2 af genåbningen, da de seneste måneder har været en dyr omgang. Trods penge fra hjælpepakker har Aros tabt mellem seks og otte millioner kroner under nedlukningen, lyder det.

– Det betyder rigtig meget, at vi kan få så sat gang i det økonomiske hjul igen. Derudover er det rigtig positivt, at museer får lov at være en del af samfundet igen, siger Erlend Høyersten.

Hos Danmarks Jernbanemuseum i Odense er man klar til at åbne mandag. Direktør Steen Ousager fortæller, at han har skelet til, hvordan skoler og andre institutioner er genåbnet.

På museet vil der derfor være spritdispensere og afstandsmarkører, og der vil være ekstra personale til at stå for rengøring og til at sikre, at folk ikke klumper sig sammen. Han er spændt på at se, hvor mange der vil besøge museet.

– Jeg tror egentlig, at der er et opsparet behov for at gøre det, som man plejer at gøre, så derfor tror jeg, at vi vil se mange danskere. Men det er klart, at alle turisterne, som udgør 20-25 procent af vores besøgende i sommerhalvåret, kommer jo ikke, så vi kommer nok ikke op på det vanlige besøgstal, siger Steen Ousager.

Afventer vejledning

Hos organisationen Danske Museer fortæller formand Flemming Just, at mange museer afventer præcise retningslinjer. Han kalder det afgørende, at de bliver indrettet, så det er muligt at drive museerne økonomisk.

– Ikke mindst i forhold til antallet af gæster og de typer af aktiviteter, museerne vil kunne tilbyde. Vi har desuden nu en vanskelig turistsæson forude, så det politiske arbejde for at sikre museerne er bestemt ikke i mål.

– Med åbningen har vi dog nu taget det første af en række afgørende skridt på vejen for at sikre et levende kulturliv – også efter coronakrisen, siger han i en pressemeddelelse.

Fakta

Disse steder er klar til genåbning

Partierne i Folketinget blev onsdag aften enige om at åbne flere dele af samfundet – herunder zoo, biografer og teatre.

Nedenstående steder har foreløbigt meddelt, hvornår de er klar til at genåbne, efter at coronakrisen havde lukket dem.

Fredag 22. maj:

* Kunstmuseet Aros, Aarhus.

Lørdag 23. maj:

* Zoologisk Have, København.

* Odsherreds Zoo Rescue, Asnæs.

Mandag 25. maj:

* Naturhistorisk Museum, Aarhus.

* Den Gamle By, Aarhus.

* Danmarks Jernbanemuseum, Odense.

Tirsdag 26. maj:

* Botanisk Have, undtaget Palmehuset, København.

* Statens Museum for Kunst, København.

Onsdag 27. maj:

* Odense Zoo, Odense.

Ikke endeligt fastsat:

* Nationalmuseet, København, “i den kommende uge”.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu