Nu rammes pendlerne: Skat skærer i befordrings-fradraget

Billigere benzin og biler, der kører længere på literen, ligger til grund for, at Skat har besluttet at sænke befordringsfradraget.

Lavere priser på biler og vedligeholdelse får Skat til at sætte det såkaldte befordringsfradrag ned. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Billigere benzin og biler, der kører længere på literen, ligger til grund for, at Skat har besluttet at sænke befordringsfradraget.

Hvis du kører til og fra arbejde, kan det godt være, du skal gribe til lommerne efter årsskiftet.

Fra næste år sænker Skat nemlig befordringsfradraget og -godtgørelsen, oplyser Skat i en pressemeddelelse.

»Når satserne for 2016 falder, så skyldes det primært, at bilerne kører længere på en liter brændstof, og at benzinpriserne forventes at blive lavere i 2016, end vi forventede for 2015,« siger skatterådets formand, Hanne Søgaard Hansen, i pressemeddelelsen.

Ændringen betyder, at fradraget falder med seks ører per kilometer, så fradraget sænkes fra 2,05 kroner til 1,99 kroner per kilometer. Hvis man kører over 120 kilometer ændres satsen fra 1,03 kroner til én krone per kilometer fra årsskiftet. Der vil forsat ikke blive beregnet fradrag for de første 24 kilometer per dag mellem hjem og job.

Særregel for udkantspendlere

Skat oplyser samtidig, at pendlere i udkantskommuner, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet befordringsfradrag, ikke får nedsat satsen ved kørsel ud over 120 kilometer.

For kørsel i egen bil vil der også ske en nedjustering i fradraget med syv ører. Det gælder for de første 20.000 kilometer, mens der for kørsel derover vil ske en nedjustering på seks ører.

Godtgørelse for brug af egen cykel, knallert og scooter på 0,52 kroner per kilometer forbliver uændrede i 2016.

Powered by Labrador CMS