ANNONCE

Av for en trænerdebut

18. oktober 2020 19:57 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

F.C. København havde besøg af AaB søndag.

Av for en trænerdebut
FCKs Fungerende træner Hjalte Nørregaard under superligakampen søndag aften. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdatering: 

Ingenting var, som det plejer, da AaB søndag aften slog FC København med 2-1 i Parken i 3F Superligaens femte spillerunde.

Det var dels første gang siden maj 2007, at AaB vandt et superligaopgør mod FCK i nationalarenaen, og samtidig var det FCK’s første kamp efter den opsigtsvækkende fyring af Ståle Solbakken den 10. oktober.

39-årige Hjalte Bo Nørregaard blev efterfølgende forfremmet til midlertidig cheftræner, og han kunne se sit mandskab være mest på bolden og have gode momenter mod nordjyderne, men slutproduktet manglede for FCK.

Det samme kan man ikke sige om AaB, der var kyniske og grundlagde sejren på to scoringer af norske Iver Fossum i første halvleg, mens Rasmus Falk reducerede for FCK til allersidst.

Med sejren har AaB otte point på Superligaens sjetteplads, mens FCK blot har fire af slagsen og øjeblikkeligt er nummer ni.

Kampen var indledningsvis præget af mange fejlafleveringer, hvorfor begge hold havde svært ved at få spillet til at flyde.

Tendensen var, at FCK var mest på bolden, mens AaB satsede på hurtige kontrastød, og sådan et udførte nordjyderne til perfektion i det 35. minut.

Her sendte AaB-anfører Lucas Andersen en flad bold ind foran mål, hvor midtbanespilleren Iver Fossum var løbet i ryggen på FCK-forsvaret og iskoldt lagde bolden i mål til 1-0.

Den hjemvendte FCK’er Mathias “Zanka” Jørgensen var tæt på at score efter 42 minutter, men i stedet for en udligning fordoblede AaB føringen to minutter senere, da Iver Fossum straffede et passivt FCK-forsvar og lynede til 2-0.

Trods den kolde spand vand i hovedet kom FCK godt ud til anden halvleg og greb taktstokken.

Hjemmeholdet fik ofte spillet sig frem til banens sidste tredjedel, men savnede kvalitet i de afgørende momenter.

Selv om FCK igen dominerede boldbesiddelsen, var AaB mindst lige så tæt på en 3-0-scoring, som værterne var på en reducering.

I overtiden lykkedes det FCK at få reduceret på mål af Rasmus Falk, men AaB kørte sejren i hus.

Original artikel:

Søndag aften løb F.C. København-truppen på banen til holdets første officielle kamp med Hjalte Bo Nørregaard som træner. Det blev ingen rar oplevelse for hverken træner eller spillere.

De nordjyske gæster AaB vandt kampen 2-1 på mål af Iver Fossum, der scorede efter 35 minutter og igen efter 44 minutter.

FCK reducerede i kampens døende minutter, da Rasmus Falk scorede til 1-2. Det blev kampens resultat.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu