ANNONCE

Afslører: Tilbød at trække sig

9. oktober 2020 05:16 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Sofie Carsten Nielsen har i lang tid vidst, at det var Østergaard, der var hovedperson i krænkelsessagen.

Afslører: Tilbød at trække sig
Sofie Carsten Nielsen tilbød at trække sig fra partiledelsen under De Radikales meget omtalte gruppemøde onsdag. Foto: Martin Sylvest/Scanpix

De Radikales nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, kendte tidligt til krænkelsessagen, der onsdag fældede partiets nu tidligere leder Morten Østergaard. Det skriver Berlingske fredag.

Sofie Carsten Nielsen vidste således i lang tid, at det var Østergaard, der var hovedperson i den ti år gamle sag, som partifællen Lotte Rod havde gjort opmærksom på.

Det fik ifølge Berlingskes oplysninger Sofie Carsten Nielsen til at meddele, at hun ligesom Østergaard ville trække sig, på det skelsættende møde partiet afholdt onsdag.

Hendes ræsonnement var, at hun ikke kunne fortsætte, fordi hun havde været med til at dække over sagen, siden Lotte Rod kom til hende og fortalte, at Morten Østergaard for ti år siden havde krænket hende ved blandt andet at lægge en hånd på hendes lår.

Flere i partiet spurgte til, om det nu var nødvendigt, at Østergaard trak sig, og opfordrede ham og Sofie Carsten Nielsen til at blive.

Handler om håndtering

Flere kilder understreger over for Berlingske, at kritikken af Morten Østergaard ikke handlede om hånden på låret. Den handlede om håndteringen af sagen.

Det stod derfor klart, at partiet skulle finde en ny politisk leder.

Spørgsmålet var, om Sofie Carsten Nielsen godt kunne fortsætte, hvis Østergaard skulle fældes af sagen.

For flere i gruppen blev det afgørende, at de stolede på, at Sofie Carsten Nielsen havde forsøgt at beskytte Lotte Rod.

Samtidig havde de ikke samme tillid til Østergaard og havde svært ved at stole på, at hans håndtering af sagen ikke også havde til formål at beskytte ham selv.

Vil fortsætte

Sofie Carsten Nielsen sagde torsdag i et interview med Ritzau, at sagen blev håndteret “ringe af Østergaard”.

– Når man bliver spurgt direkte på gruppemødet i går, så skal man svare direkte, sagde hun.

Når Morten Østergaard ikke kan være en troværdig leder på grund af håndteringen af denne sag, hvordan kan du som en del af ledelsen så være det, når du har været en del af håndteringen?

– Fordi jeg har varetaget den interesse, som Lotte kom med. Jeg har hele tiden været optaget af at bakke hende op, det har været min ledetråd, og det har jeg spurgt hende til hele tiden, og det hører jeg, at hun har haft tillid til, sagde Sofie Carsten Nielsen.

Fakta

De Radikales partistruktur

* Landsformand: Svend Thorhauge.

Ifølge partiets vedtægter skal en landsformand og en landsnæstformand vælges på partiets landsmøde. Ingen af dem må være medlemmer af eller kandidater til Folketinget eller EU-Parlamentet.

Lige sådan er intet medlem af regeringen, Folketinget eller EU-Parlamentet valgbar til partiets hovedbestyrelse.

At være landsformand i Radikale Venstre er i en organisatorisk funktion.

* Politisk leder: Sofie Carsten Nielsen.

Partiets politiske leder vælges af partiets gruppe i Folketinget. Her er der for nuværende 16 medlemmer. Den politiske leder er den person, der står for at tegne den politiske retning i partiet.

Sofie Carsten Nielsen oplyser onsdag aften, at hun har fået posten ved et kampvalg mod et andet af folketingsgruppens medlemmer Martin Lidegaard med stemmerne 12-4.

Kilder: Radikale Venstres hjemmeside og doorstep med Sofie Carsten Nielsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu