ANNONCE

Drama: Axelsen er i finalen

14. marts 2020 13:45 | Af: Ritzau Fokus

Viktor Axelsen balancerede på randen af exit, men er klar til mulig danskerfinale søndag ved All England.

Drama: Axelsen er i finalen
Viktor Axelsen er for andet år i træk i finalen ved All England. (Arkivfoto) Foto: Lillian Suwanrumpha/AFP

Der var drama, held, uheld, enestående dueller og alt, hvad en fremragende badmintonkamp skal indeholde, da Viktor Axelsen for andet år i træk spillede sig i finalen ved All England.

Han tabte første sæt og halsede efter i tredje sæt, men endte med slå den unge malaysier Lee Zii Jia med 17-21, 21-13 og 21-19.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Dermed kan der blive tale om en rent dansk finale, hvis Anders Antonsen senere lørdag vinder sin semifinale.

Hverken Axelsen eller modstanderen havde tabt sæt på vejen til semifinalen, og de bød hinanden op til en fantastisk kamp, mens det meste af sportsverdenen ellers ligger stille på grund af coronavirus.

Ritzau-kampreferat:

Axelsen kom strålende fra start og var hurtigt foran 5-1, men pludselig gik han i stå.

Lee Zii Jia spillede sig ind i kampen og kom foran 10-6 ved at vinde ni af de efterfølgende ti bolde.

Den tidligere danske verdensmester kom op igen, og herfra blev det tæt hele vejen til 16-16. Men Lee Zii Jia spillede fremragende i slutningen af sættet.

Tre malaysiske point på stribe blev udslagsgivende, og det endte med et dansk sættab på 17-21.

Axelsen leverede egentlig mange flotte angrebsslag, men den unge malaysier viste gang på gang, at han besidder uhyggelig defensiv styrke.

Ofte skulle danskeren sende tre-fire vinderslag afsted i samme duel for at få point.

Axelsen spillede godt fra start i andet sæt, og selv om han skulle arbejde hårdt for det, så kunne han gå til det korte ophold midtvejs i sættet foran 11-8.

Han fortsatte de gode takter sættet ud og tvang kampen ud i et tredje sæt med cifrene 21-13.

Den 21-årige malaysiske modstander udviste overraskende stor ro i den tætte kamp, som uden sammenligning var hans største i karrieren.

De to spillere fulgtes pænt ad gennem tredje sæt, men Axelsen haltede et par point efter længe.

Ved 14-14 fik Axelsen dog kontakt, men ved 18-19 var danskeren under maksimalt pres efter en række lange og utrolige dueller fra begge spilleres side.

Han kom på 19-19, hvor en malaysisk netruller førte til drama.

Axelsen forsøgte at krølle den tilbage, med Lee Zii Jia kunne let sende den høje bold i gulvet helt oppe ved nettet.

Dommeren dømte dog malaysieren for at have været inde på Axelsens side med ketsjeren for at slå bolden ned, og så blev det i stedet til dansk matchbold.

Efter endnu en lang duel sendte Lee Zii Jia bolden ud over baglinjen, og Axelsen strøg i søndagens finale, hvor enten Anders Antonsen eller topseedede Chou Tien Chen bliver modstanderen.

Sidste år tabte Axelsen finalen til japaneren Kento Momota, som ikke er med i år grundet skaderne efter et biluheld.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu