ANNONCE

Badehotel-stjerne: -Jeg står stærkere

9. februar 2021 06:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Det forgangne år har været livsomvæltende for skuespillerinden - fra livets ene yderlighed til den anden

Badehotel-stjerne: -Jeg står stærkere
Merete Mærkedahl blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 2009. (Arkivfoto) - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

På gangene i Risby-studierne uden for Albertslund hænger der massevis af billeder fra samtlige otte sæsoner, TV2’s successerie “Badehotellet” er løbet over skærmen.

Skuespillerinden Merete Mærkedahl har været med siden seriens første afsnit, som blev sendt tilbage i 2013, i rollen som den strikse stuepige og aspirerende skolefrøken Otilia.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er over otte år siden, at Merete Mærkedahl trådte ind på “Badehotellet”.

Dengang var hun i starten af 30’erne, og når den i dag 39-årige skuespillerinde kigger på billederne fra dengang til nu, er der sket mange livsomvæltende begivenheder.

– Min kæreste og jeg har fået to børn. Vi er flyttet fra Jylland til Sjælland, og så har jeg mistet min mor. Det er klart, at jeg i de sidste otte år er blevet mere erfaren, og jeg er blevet ældre, siger Merete Mærkedahl og fortsætter:

– Selv om det sidste år har været et turbulent og splittet år, fordi jeg mistede min mor, så føler jeg mig som et træ i uvejr, som slår lidt dybere rødder. Det er lidt det, der er sket, synes jeg, siger hun og uddyber:

– Jeg har fået lidt dybere rødder, som gør, at jeg hviler lidt mere i mig selv. Som menneske og som familiemor synes jeg, jeg står meget mere solidt plantet. Så jeg er også ret stolt over den måde, jeg har været i uvejret på, fortæller Merete Mærkedahl.

En fast del af livet

Gennem de seneste otte år har “Badehotellet” været en fast bestanddel af Merete Mærkedahls liv, og netop nu er hun aktuel i den ottende sæson af den populære publikumssucces.

– Der er sket enormt meget med den Merete, jeg ser på for otte år siden, og den, jeg ser på nu. Men jeg har stadig den samme gejst og gnist for mit arbejde. Jeg er glad hver eneste gang, jeg skal på settet. Sammenholdet er nærmest kun blevet større de år, fortæller hun.

– Lige meget hvad er sket – om det har været gode ting eller dårlige ting – så har det altid været en utroligt støttende arbejdsplads med gode kolleger og en god produktion omkring.

Hun tøver ikke med at kalde “Badehotellet” for sin anden familie.

– Jeg mistede min mor 30. juli og startede tidligt ud igen den 7. august. Så hvis der var dage, jeg var trist, inden jeg skulle optage, så var der fuld forståelse og ro og kærlighed, siger Merete Mærkedahl.

– Under “Vild med dans” har de været enormt gode til at planlægge uden om det og hjælpe mig med, at det kunne lade sig gøre. De lavede snackposer til mig, hvis jeg skulle skynde mig fra det ene til det andet, fortæller hun.

– Og dengang vores andet barn kom til verden, gik min kærestes vand pludselig, og så stoppede de bare optagelserne, stak mig nøglerne til en bil, smurte en madpakke og sagde: “Du kører bare – nu! Så sætter vi det hele i bero og laver noget andet”, fortæller hun videre.

I nye omgivelser

Sammen med sin forlovede, Anna Windfeld, har Merete Mærkedahl børnene Esther og Anker, og hele familien har taget hul på 2021 i nye omgivelser.

Efter adskillige år i Jylland er familien ved at slå rødder i det sjællandske.

Det har gjort optagelserne af “Badehotellet” i Risby-studierne nær Albertslund noget nemmere, og det samme bliver de over 150 forestillinger, som Merete Mærkedahl skal optræde med i Cirkusrevyen på Bakken nord for København.

Der er premiere – om coronapandemien vil – den 1. maj, hvor Merete Mærkedahl går på scenen med revyveteranerne Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl og Niels Olsen, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard.

– Vi har jo købt et hus på Sjælland, så vi skal i gang med at skabe vores base, som også gerne skulle gøre arbejdslivet lidt nemmere i stedet for at flyve frem og tilbage fra Aalborg, så der står jeg faktisk også stærkere, lyder det fra Merete Mærkedahl.

– Som skuespiller føler jeg, jeg står et sted, hvor jeg kører på et rigtig fint tog. Jeg synes, der sker rigtig mange gode ting på arbejdsfronten. Jeg er rigtig glad og taknemmelig for alle de ting, jeg har lavet, og er også rigtig glad for de ting, jeg har i kikkerten.

“Badehotellet” kan ses på TV2 og TV2 Play hver mandag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu