ANNONCE

Finder gennemtævet teenager

10. oktober 2020 14:44 | Af: Ritzau Fokus

En 17-årig dreng blev fundet med svære hovedskader i Otterup, mens 21-årig blev påkørt et andet sted i byen.

Finder gennemtævet teenager
Den 17-årige blev fundet med alvorlige hovedskader. Arkivfoto: Scanpix.

Et større mysterium optager lørdag politiet på Fyn.

Omkring klokken 05 fandt en borger en svært forkommen 17-årig dreng i sin indkørsel på Stadionvej i Otterup nord for Odense.

Drengen havde alvorlige hovedskader og anede ikke, hvordan han var endt på stedet – eller hvordan han var kommet til skade.

Det fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

Kraftige hovedskader

– Han er temmelig forslået og har kraftige hovedskader. Det kunne se ud til, at han har fået et ordentligt lag tæsk – ikke kun i form af knytnæveslag, men også spark eller slag med et stump våben.

– Han har åbenbart hukommelsestab, for han ved ikke, hvad der er sket, eller hvordan han er havnet i Otterup, siger vagtchefen.

Nogenlunde samtidig med, at politiet blev alarmeret om den forslåede 17-årige dreng, blev en 21-årig mand indbragt til Odense Universitetshospital (OUH). Han var blevet påkørt af en bil på Søndergade i Otterup.

– Vi bliver kontaktet af OUH, som fortæller, at de har fået en ung mand ind, der har lårbensbrud og skader i ansigtet.

Påkørt af mørk bil

Den unge mand var ifølge et vidne blevet påkørt af en mindre, mørk bil.

– Vi ved ikke, om der er en sammenhæng mellem de to sager. Vi har været ude og opsøge vidner i løbet af formiddagen og er nu i gang med at afhøre begge forurettede, siger Lars Thede ved middagstid.

Mens den 17-årige dreng er fra Odense, er den 21-årige fra Otterup.

Det er uvist, om de kender hinanden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu