I den mest triste tid kan du få denne økonomiske hjælp

12. november 2018 13:54 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

I Danmark er det muligt at søge om begravelseshjælp ved dødsfald - en økonomisk håndsrækning til den sidste rejse.

I den mest triste tid kan du få denne økonomiske hjælp
En begravelse kan være en bekostelig affære. Det kan lettes en anelse, hvis man søger om begravelseshjælp. (Foto: Scanpix)

Står man i den triste situation, at man må begrave en, man har kær, så kan der i mange tilfælde være en økonomisk hjælp at hente i form af begravelseshjælp.

Begravelseshjælp kan søges hos det offentlige, via Borger.dk og var den afdøde medlem af Sygeforsikring Danmarks gruppe 1 eller 2, kan der også søges et supplerende beløb der.

Begravelseshjælpens størrelse afhænger af afdødes alder, familieforhold, formue og en eventuel ægtefælles formue. Begravelseshjælpen udbetales som et engangsbeløb, man ikke skal betale skat af.

Hvem kan få begravelseshjælp?

Alle personer, der dør, der har ret til dansk sygesikring har i princippet ret til den økonomiske hjælp.

Det kræver dog, og det er et ret stort men, at den afdøde ikke havde nogen stor formue.

For hvis den afdøde har børn under 18 år eller en ægtefælde, og afdøde og ægtefællernes samlede formue er over 47.700 kr., bortfalder muligheden helt. Er den mellem 36.700 kr. og 47.700 kr., så kan den stadig søges, men beløbet nedsættes.

Det samme gør sig gældende, hvis den afdøde hverken efterlader sig børn eller efterlevende ægtefælle – så bortfalder hjælpen, hvis afdøde har formue over 29.400 kroner, og nedsættes hvis formuen er mellem 18.400 kroner og 29.400.

Alle beløbene er gyldige i 2018.

Hvordan søger jeg begravelseshjælp?

Man kan selv søge om pengene hos Udbetaling Danmark. Det gøres ved at sende en ansøgning om begravelseshjælp på Borger.dk. Det kan man gøre HER.

Der er dog også mange bedemænd, der tilbyder at håndtere det for de pårørende. Det kræver, at man udsteder en fuldmagt til bedemanden.

Hvor meget kan jeg få begravelseshjælp?

Var den afdøde født før 1. april 1957, er man garanteret et beløb på mindst 1050 kr.

For døde under 18 år og dødfødte børn gælder der ligeledes et fast beløb, der ikke er afhængig af formue. Beløbet er i 2018 på 9200 kr.

Ellers er den generelle tommerfingerregel, at man højst kan få 11.000 kr. i begravelseshjælp i 2018. Det kan du få, hvis den afdødes formue ikke overstiger de grænser, vi har skrevet om højere oppe.

Fakta

Regler for formue

I formuen indgår fx:

  • indestående i banken
  • pantebreve og kursværdi af obligationer og aktier
  • kontanter
  • ejendomsværdi
  • værdi af andele i andelsboligforeninger
  • anparter og investeringsbeviser
  • engangsudbetalinger som følge af dødsfaldet – engangsudbetalinger indgår i formuen, selvom beløbet bliver udbetalt efter dødsfaldet
  • dokumenteret gæld

Du skal være opmærksom på, at udgifter til bedemand, sammenkomst m.v. i forbindelse med begravelsen ikke indgår i opgørelsen af formuen.

Kilde: Borger.dk

Hvordan bliver begravelseshjælp udbetalt?

Pengene udbetales af Udbetaling Danmark, og de udbetales til din Nemkonto.

Er det bedemanden, der har sørget for at søge om pengene, bliver de ofte udbetalt direkte til bedemanden.

Udbetaling Danmark behandler ens ansøgning på højst 21 hverdage – når de har beregnet det, sender de et brev til ens eboks, hvor der står, om man kan få begravelseshjælp, og hvor meget, man kan få. Har man ikke ret, får man ligeledes et brev med begrundelse. Er man fritaget fra digital post, sendes det fysisk med posten.

Hvis Udbetaling Danmark har behov for yderligere oplysninger, bliver begravelseshjælpen som udgangspunkt udbetalt, når skifteretten har afsluttet behandlingen af boet, og Udbetaling Danmark har modtaget den nødvendige dokumentation fra dig.

Begravelseshjælp og Sygeforsikring Danmark

En ekstra gulerod kan vente, hvis man er medlem af Sygeforsikring Danmark.

For hvis afdøde var medlem af Sygeforsikring Danmarks gruppe 1 eller 2, kan man søge om et tilskud i begravelseshjælp.

Fakta

Sygesikring Danmarks grupper

Der findes fire typer af medlemsskab hos Sygesikring Danmark. De fire typer kaldes grupper hos Sygesikring Danmark; basisgruppen, gruppe 5, gruppe 1 og gruppe 2.

Basisgruppen giver dig ret til at skifte til en anden gruppe efter ét års medlemsskab

Gruppe 5 er den grundlæggende dækning. Er du Gruppe 5-medlem, får du tilskud til regelmæssige udgifter til en række ting, herunder medicin, tandlæge, briller og meget andet.

Gruppe 1 er trinnet over Gruppe 5. Det er dyrere, og det giver dig blandt andet tilskud til udvidet tandbehandling og en række andre ting. Gruppe 1-medlemmer får alt det, Gruppe 5-medlemmer får, og lidt til.

Gruppe 2 er det øverste trin hos Sygesikring Danmark. Det giver dig adgang til alt det, du får hos Gruppe 5 og Gruppe 1, og derudover får du eksempelvis tilbud til læge, og speciallægehjælp samt meget andet.

Kilde: Sygesikring Danmark.

I 2018 er det tilskud på 1400 kroner – og det er ikke afhængigt af, hvorvidt afdøde havde formue eller ej.

Fakta

Her dækker forsikringen

Sygeforsikring Danmarks 2,5 millioner medlemmer kan via et vidt forgrenet tilskudssystem få hel eller delvis dækning af mange forskellige former for behandling og medicin.

Her ydes der tilskud (oplysninger fra 2018)

Tandbehandling
Tandprotetisk arbejde
Børnetandpleje
Medicin
Briller
Kontaktlinser
Fysioterapi
Kiropraktik
Osteopati
Psykologhjælp
Vaccination
Akupunktur
Zoneterapi
Jordemoder
Brystpumpe
Kliniske diætister
Fodindlæg
Høreapparat
Operationer
Fodbehandling
Kuranstalter og rekonvalescenthjem
Midlertidig hjemmehjælp
Pleje af døende i hjemmet
Begravelseshjælp
Alment praktiserende læger
Laboratorieundersøgelser
Speciallæger mv.

Kilde: Sygeforsikring Danmark

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu