ANNONCE

Bekymrede forældre førte til narkohandlere

20. maj 2020 13:44 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

To personer er blevet idømt lange fængselsstraffe for salg af amfetamin.

Bekymrede forældre førte til narkohandlere
Det var tip fra bekymrede forældre, der førte politiet på sporet af to narkohandlere. De er begge blevet idømt fængselsstraffe. Foto: ENRIQUE CASTRO-MENDIVIL/Scanpix 2017/ Arkiv

Det var bekymrede borgere, der ledte politiet på sporet af to personer, som viste sig at stå bag et større salg af amfetamin på Stevns.

De to personer – en 50-årig kvinde og en 57-årig mand – er siden blevet idømt fængselsstraffe.

Ifølge Ritzau er der tale om et kærestepar.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Flere års fængsel

Siden december 2019 har de to personer, som kommer fra lokalområdet i Stevns siddet varetægtsfængslet for besiddelse af 2,8 kilo amfetamin med henblik på at sælge det videre.

Ved Retten i Roskilde er den 50-årige kvinde blevet idømt fem års fængsel, mens den 57-årige mand er blevet idømt fem år og seks måneders fængsel.

De har begge anket sagen til Landsretten.

Fri for utryg adfærd

Midt- og Vestsjællands Politi er tilfredse med dommene.

– Vi er rigtig glade for, at sagen nu er afsluttet, og at lokalområdet i de næste fem år er fri for den utrygge adfærd, de oplevede på torvet ved Store-Heddinge, før vi anholdt personerne, siger politikommissær Kim Lech fra Midt- og Vestsjællands Politi, der ledte efterforskningen, og fortsætter:

– Vores efterforskning fandt frem til næsten tre kilo amfetamin, som retten ikke ser med milde øjne på, og derfor er vi naturligvis glade for, at sagen er afgjort med lange fængselsstraffe.

Tip til lokalbetjenten

Sagen begyndte at rulle, da den daværende lokalbetjent Erik Dalhoff blev kontaktet af bekymrede forældre, der havde observeret en kvinde i en bil, der opførte sig på mistænkelig vis.

På baggrund af de tips blev narkohunde sendt ud for at undersøge sagen nærmere. Hundene fandt frem til adressen, hvor de to personer boede. Ved en ransagning af adressen blev de mange kilo amfetamin fundet.

Politikommissæren understreger, at det særligt var borgernes tips, der sørgede for, at sagen blev taget så hurtigt op af politiet. De forældre, der henvendte sig til lokalbetjenten, får derfor en særlig tak fra politikommissæren.

Fakta

Kort om amfetamin

  • Amfetamin er det mest udbredte af de centralstimulerende stoffer
  • Kaldes også speed
  • Køb, salg og besiddelse af amfetamin er forbudt, men det bliver alligevel brugt i et vist omfang, specielt af unge og særligt af unge mænd
  • Blandt de 16 – 24 årige har 2,8 procent indtaget stoffet indenfor det seneste år (Sundhedsstyrelsen)
  • Amfetamin bliver spist/drukket, sprøjtet ind i venerne eller sniffet gennem næsens slimhinder og virker 4 – 12 timer efter indtagelsen.
  • Stoffet udløser en høj grad af opstemthed, forbedret humør, en øget selvtillid, undertrykkelse af søvntrang og appetit og en øget motorisk og tankemæssig aktivitet, visende sig som uro, rastløshed og tankeflugt.
  • Amfetamin er stærkt fysisk og psykisk vanedannende, og i løbet af kort tid kan man blive afhængig og få et tvangspræget forbrug
  • Risikoen for at få psykiske symptomer eller for at dø stiger ved gentagen brug af amfetamin, fordi der indtræder en forøget følsomhed

(Kilde: Netdoktor)

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu