ANNONCE

Berlusconi er indlagt med covid-19

4. september 2020 10:20 | Af: Ritzau Fokus

Berlusconis parti, Forza Italia, oplyser, at den 83-årige politikers tilstand ikke giver anledning til uro.

Berlusconi er indlagt med covid-19
Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er blevet indlagt på et hospital i Milano, hvor han skal undersøges yderligere. Det sker efter, at han er blevet testet positiv for covid-19. Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa. (Arkivfoto) Foto: Tiziana Fabi/AFP

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er blevet indlagt på et hospital i Milano, hvor han skal undersøges yderligere. Det sker, efter at han er blevet testet positiv for covid-19. Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.

I en erklæring fra den 83-årige Berlusconis parti, Forza Italia, fremgår det, at den tidligere regeringschefs tilstand ikke giver anledning til bekymring.

Berlusconis partner, den 30-årige Marta Fascina, og to af hans fem børn er også testet positive for coronavirus, rapporterer italienske medier. De er i karantæne i den samme villa i Arcore nær Milano.

Berlusconis forhold til Fascina, som er 53 år yngre end ham, blev kendt i offentligheden sidste år. Hun er medlem af parlamentet for det konservative Forza Italia-parti.

Onsdag meddelte Forza Italia, at Berlusconi var uden symptomer på covid-19. Derfor har han været i stand til at fortsætte sit arbejde i forbindelse med partiets valgkamp op til et lokalvalg senere på måneden.

– Jeg forsikrer jer om, at jeg ikke har feber, og at jeg ikke har nogen smerter. Jeg har det ret godt, sagde Berlusconi i telefonen henvendt til deltagerne i et valgmøde i Genova torsdag.

Da pandemien var mest kritisk i Italien, opholdt Berlusconi sig i en villa i Sydfrankrig. Han vendte hjem til Italien sidst i juni.

Berlusconi og hans to børn er øjensynligt blevet smittet på Sardiniens Smaragdkyst, hvor de har opholdt sig sammen med andre fra Italiens superrige jetset-miljø.

Området anses for at være landets mest glamourøse feriested. Lokale medier skriver, at feriegæsterne her kan undgå at bære mundbind, hvilket ikke er muligt i Rom og andre storbyer.

Smagradkysten er præget af store luksusboliger, eksklusive restauranter og diskoteker, og der er i medierne ofte rapporter om store fester med glamourøse modeller, fodboldstjerner og millionærer samlet om champagne og kaviar.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu