Betjent bidt i hånden af bilist efter vild køretur

2. november 2018 18:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Bilisten fik et lift til politigården efter køreturen.

Betjent bidt i hånden af bilist efter vild køretur
Manden bed fra sig, da han blev anholdt.

Rettelse: Det fremgik af den originale artikel, at den anholdte var en 73-årig mand. Det er ikke korrekt. Politiet oplyser, at der er tale om en 40-årig mand. Newsbreak.dk beklager fejlen. 

En 40-årig bilist sover fredag aften i detentionen på politigården i Aarhus. Tidligere på dagen blev han anholdt ved en skrotplads i Trige, og før det er han mistænkt for at have kørt ræs på E45 i nordgående retning.

Vagtchef ved Østjyllands Politi, Michael Ørum, fortæller til Newsbreak.dk, at politiet begyndte at modtage anmeldelser om en vanvidsbilist på E45 omkring 13.16. Det var ikke bare én anmelder, det var flere, og de havde samme fortælling.

Fortællingen gik på, at de på E45 havde mødt en bilist, der kørte slingrene og usikkert i nordgående retning, og at bilen som minimum havde påkørt en bil (der kørte med en campingvogn) og en anden bil. I begge tilfælde fortsatte bilen videre uden at stoppe.

– Den blev parkeret på en skrotplads omkring Trige, og i det samme kom politiet til stedet, siger Michael Ørum til Newsbreak.dk.

Sover i detentionen

De betjente, der kom frem, mødte en 40-årig mand, der så synligt påvirket ud. Man valgte derfor at skride til anholdelse klokken 13.56. Det virkede den 40-årige ikke videre tilfreds med.

– I forbindelse med anholdelsen bed han en af politifolkene i hånden, siger Michael Ørum.

Vagtchefen fortæller, at manden sover i detentionen, mens Newsbreak.dk får nyt om sagen. Spørgsmålet er nu, hvad der skal ske, når manden vågner igen.

Sikkert er det, at han skal finde en anden vej hjem fra politigården end bag rattet i egen bil.

– Vi har inddraget hans kørekort på stedet, siger vagtchefen.

En jurist fra anklagemyndigheden skal nu se på sagen og træffe beslutning om, hvorvidt manden skal stilles for en dommer. Det er uvist, hvad præcist han er sigtet for, men et par gode bud er vanvidskørsel og vold mod politiet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu