Betjent dræbt i ulykke: Nu æres han helt særligt

13. november 2019 22:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

I forbindelse med en EM-kvalifikationskamp æres betjent, der blev dræbt i ulykke i juli.

35-årige Magnus Buhl Hansen var udover politiassistent ved Særlig Efterforskning Øst også en del af trænerteamet omkring Dansk politilandshold i fodbold for kvinder.

(Artiklen fortsætter under videoen)

I juli blev Hansen dræbt i en forfærdelig ulykke på Langebro i København – mens han var i tjeneste. Han blev torpederet frontalt af en Audi A6 Avant og omkom på stedet.

Han efterlod sig en gravid kone, en toårig søn og et ufærdigt byggeprojekt hos sine forældre hjemme i Ansager ved Varde. Netop det familiære ophav har afgørende betydning for den måde, han fredag bliver æret på.

Politiet skriver nemlig i en pressemeddelelse, at “det danske politilandshold i fodbold for kvinder skal fredag den 15. november spille EM-kvalifikationskamp mod Ungarn. Kampen spilles på Blue Water Arena for at ære den 35-årige politiassistent Magnus Buhl Hansen“.

Siden 2015 havde Magnus Buhl Hansen været en del af trænerteamet på kvindernes politilandshold, og han havde også et stort ønske om, at en af kvindernes kampe kunne spilles i Esbjerg.

Det ønske bliver nu opfyldt. På fredag åbnes dørene på stadion klokken 15.00. Der er åbningsceremoni klokken 15.30, og kampen starter klokken 16.00. Her vil der blive holdt et minuts stilhed, og de danske spillere og dommerne spiller med sørgebind.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu