Betjent dræbt i voldsom ulykke: Kollega tiltalt

2. juli 2019 12:58 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Kraftig regn, tæt trafik og vådt føre fik ikke betjent til at sænke farten, lyder det i anklageskrift.

Med mere end 160 kilometer i timen mistede en nu 25-årig betjent herredømmet over en civil patruljebil på motorvejen ved Randers.

Han kørte ind i autoværnet og endte halvvejs ude over en skråning.

På passagersædet ved siden af ham sad en 35-årig politiassistent, som døde i ulykken 7. september 2018.

Nu er den 25-årige betjent blevet tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med sagen. Han er også tiltalt for at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og ignorere færdselstavler.

Det fremgår af anklageskriftet mod manden, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Regn og tæt trafik

Ulykken skete under en øvelseskørsel. Der var vådt føre, det regnede kraftigt, og trafikken på motorvejen var tæt. Alligevel tilpassede betjenten ikke hastigheden til forholdene, lyder det i tiltalen.

Der var tale om “en soloulykke under tjenestelig kørsel”, da den sorte Mercedes kørte galt på Nordjyske Motorvej.

Begge mænd var ansat ved Østjyllands Politi.

Fordi politifolkene var i tjeneste, gik de videre undersøgelser af ulykken til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Tiltalte kom ikke alvorligt til skade

Den tiltalte betjent kom ikke alvorligt til skade i ulykken, der skete klokken 14.32, og fik både rigspolitichefen og justitsministeren til offentligt at sende tanker til de pårørende.

– Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at en kollega har mistet livet i tjenesten. Det rammer os alle dybt i dansk politi. Lige så meningsfyldt jobbet som politimand er i det daglige, lige så meningsløst er det, når vi alt for tidligt må sige farvel til en god kollega. Mine tanker og min dybeste medfølelse går til familie og pårørende i denne svære tid, sagde rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Bliver han dømt, risikerer han at miste retten til at køre et motordrevet køretøj – bortset fra en lille knallert. Det fremgår af anklageskriftet. Heri bliver der også taget forbehold for påstand om erstatning.

Næsten på årsdagen for ulykken bliver sagen mod betjenten afgjort.

Retssagen finder sted den 5. og 6. september.

Indsamling til ofrene

Der blev efter ulykken oprettet en indsamling til den dræbte betjents enke og deres to år gamle datter. Der blev samlet mere end 236.000 kroner ind, lød det efterfølgende fra foreningen Thin Blue Line.

– Jeg vil gerne rette en stor tak til alle, der har bidraget med både beløb og hjertevarme kondolencer og beskeder. Det værdsætter jeg meget, og på sigt vil vores datter også blive bevidst om den næstekærlighed, som følger med både donationerne, skriverierne samt organiseringen af det hele, sagde enken til Thin Blue Line.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu