Mand på flugt skudt af politibetjent

12. december 2018 20:04 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En politimand er kendt skyldig i at volde nærliggende fare for andres liv, men han slipper for straf.

Mand på flugt skudt af politibetjent
Et af de affyrede skud ramte en mand på flugt i ryggen. Arkivfoto.

Det var ikke nødvendigt at skyde mod en flugtbil, og en 33-årig betjent fra Nordjyllands Politi udsatte dermed tre indbrudstyve for fare, da han i december 2016 affyrede seks skud og ramte en af tyvene i ryggen.

Alligevel skal han ikke straffes.

Sådan lød dommen ved Retten i Aalborg onsdag eftermiddag, skriver nordjyske.dk.

Retten fandt, at betjenten havde overtrådt straffelovens paragraf 252, der handler om at volde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

Fakta

Straffelovens § 252

Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Stk. 2 På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.

Stk. 3 Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.

Han har i retten nægtet sig skyldig og forklaret, at han handlede i nødværge, da han affyrede de seks skud.

Det afviser retten. Men den medgiver, at han havde været i en situation, der grænser tæt op til nødværge, skriver nordjyske.dk.

Ifølge straffelovens paragraf 82, skal en sådan situation indgå som en formildende omstændighed, når straffen fastsættes.

Anklagemyndigheden havde krævet fire måneders fængsel, men retten besluttede altså, at han skal slippe for straf.

På flugt med et pengeskab

Episoden fandt sted om natten til 2. juledag 2016 på Roldvej ved Aars. Kort forinden var der kommet en melding om indbrud hos en dagligvareforretning i den nærliggende landsby Skarp Salling ved Løgstør.

Anmeldelsen gik på, at der var set tre hætteklædte mænd stikke af fra stedet i to biler – en Mercedes-Benz stationcar og en VW Touran. Tyvene medbragte et pengeskab fra forretningen.

To patruljer satte efter de flygtende tyve. Den nu dømte betjent og en kollega forfulgte den grå Mercedes, og da bilen på et tidspunkt standsede, stak føreren af.

Det fik betjenten til at optage forfølgelsen til fods. Pludselig nærmede den anden bil med de to medgerningsmænd sig.

Bagdøren gik op under kørslen, som om de ville samle den anden mand op, forklarer betjenten.

– Mit indtryk var, at han ville ind i den bil – koste hvad det ville. Jeg råbte for at advare, at jeg var i gang med at skyde, sagde betjenten i retten.

Han så ikke anden mulighed end at skyde efter bilen. Ellers kunne den måske have torpederet politimandens kolleger, der var på vej, lød hans forklaring i retten.

Utilfreds forsvarer

Den 33-åriges forsvarer, Torben Koch, er ikke tilfreds med, at retten har fundet hans klient skyldig. Alligevel er han tilbageholdende med en anke af dommen.

– Jeg synes, ikke det er en korrekt afgørelse rent juridisk, siger Torben Koch til nordjyske.dk

– Men jeg skal tænke på min klients interesser. Og når han får et strafbortfald, så får det ikke ansættelsesmæssige konsekvenser. Så kan han fortsætte sit arbejde, og så tror jeg godt, han kan leve med, at han er fundet skyldig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu