Betjent slæbt efter bil: Nu har politiet en bøn

11. december 2018 19:49 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Efter en voldsom hændelse natten til søndag har Syd- og Sønderjyllands Politi en bøn. Har du set denne bil?

Mandag blev en 25-årig serbisk mand varetægtfængslet efter en voldsom hændelse natten til søndag. I forbindelse med en rutinemæssig standsning af en mørk Opel Corsa endte det med at udvikle sig ganske livsfarligt for en betjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Se mere video hos Local Eyes.

Corsaen kørte i midten af Aabenraa, og da føreren nægtede at standse eftersatte politiet den lille Opel Corsa, og efter kort tids jagt lykkedes det også at bringe bilen til standsning. Men her fra gik det så endnu mere galt, for da en betjent henvendte sig og bad chaufføren tage nøglen ud af tændingen, tog den 25-årige sigtede en måske meget lidt velovervejet beslutning.

Han nægtede nemlig at aflevere sin nøgle, hvorfor betjenten selv rakte ind efter den. Og så gik det galt. I hvert fald kørte bilisten. Med betjenten hængende ud gennem vinduet.

Efter at have kørt cirka 100 meter på den måde, faldt betjenten ud af bilen og slog sig. Herefter valgte føreren af Opel Corsaen bevidst at påkøre en anden politibil – for dernæst at køre væk. Politiet fandt dog siden hans bil, og på den måde blev også serberen fundet. Han blev anholdt søndag formiddag.

Nu har politiet en bøn. Den sigtede nægter sig nemlig skyldig og har kæret kendelsen om varetægtsfængsling, så politiet vil gerne forsøge at samle så mange vidner, der kan belyse sagen så godt, som det overhovedet er muligt.

Den sorte Opel Corsa kørte med høj fart, efterfulgt af den civile patrulje, ad følgende rute: Forstalle via Søstvej, Vestvejen, Langrode, Grønnevej, Næstmark, Grønnevej, Forstalle, Persillegade, Nygade, Store Pottergade, forbi Cafe Butler, og ind på gågaden Storegade. Her fra videre til Storetorv, ad Vestergade, Franciska Clausens Passage, Sankt Nicolai Gade og til sidst væk via Storegade.

Så har du set hændelsen – du kan se et billede af Corsaen i galleriet her over – kontakt da Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu