Betjent smadrer bilrude og redder indespærret hund fra at dø

19. juli 2016 20:46 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En video fra det spanske politi viser en betjents heroiske indsats for at redde en hund, der er lukket inde i parkeret bil, fra at dø.

Video: Guardia Civil

En video fra det spanske politi – Guardia Civil – får Facebook-brugere helt op i det røde felt, men høster også masser af roser. I videoen, du selv kan se over artiklen her, ser vi nemlig, hvordan en heroisk politibetjent uden omtanke for sig selv smadrer ruden i en bil.

Inde i bilen ligger nemlig en næsten dehydreret hund, der tydeligt lider i den bagende sol i Alicante.

Med tungen ude af munden laver hunden tunge gispelyde, og springer lynhurtigt ud af bilen, da først ruden er smadret. Efterfølgende ses det, hvordan politibetjentene nænsomt tager sig af den tørstende hund.

I det medfølgende opslag skriver politiet:

– Vi kan ikke sige det nok. Forlader du din bil, må du ikke lade dit kæledyr være låst inde. Slet ikke i direkte varme og sol.

Det må du gøre i Danmark

Heller ikke i Danmark er det et utænkeligt syn, at stakkels hunde låses inde i biler midt i den stegende varme – og der kan blive varmt i sådan en bil. Derfor har politiet tidligere på året givet en række råd til, hvad du som borger må foretage dig, hvis du ser en hund, der tydeligt lider på denne skrækkelige måde. Vi har tidligere omtalt det her på Newsbreak.dk, men det tåler naturligvis en gentagelse.

  • Find ejeren. Hvis bilen er parkeret foran et supermarked eller butikscenter, så få ejeren efterlyst over et samtaleanlæg. Få evt. nogen til at hjælpe dig, så du kan blive ved bilen.
  • Hvis ejeren ikke er fundet eller dukket op efter et par minutter, så ring efter politiet på 114 – eller 112, hvis hunden er i livsfare.
  • Hvis du mener, at hunden er i livsfare, må du slå ruden ind. Det skal dog efterfølgende kunne bevises, at du handlede i nødret, og at hunden faktisk var i en livstruende situation. Ellers kan du få en bøde.
  • Sørg for, at hunden får vand umiddelbart efter, den kommer ud af bilen, og bliver kølet af.
Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu