ANNONCE

Betjente anklages for at dække over kollegas søn

29. april 2020 09:07 | Af: Ritzau Fokus

To politimænd er tiltalt for at dække over en kollegas søn, der var involveret i et uheld på sin knallert.

Da en politibetjent hos Syd- og Sønderjyllands Politi den 7. maj 2018 skulle efterforske et færdselsuheld fik han en usædvanlig ordre: Den involverede knallert skulle ikke undersøges, og et vigtigt vidne skulle ignoreres.

Sådan lyder det i anklageskriftet mod en 59-årig politiassistent, der var på vagt som disponent i vagtcentralen, og en 45-årig politikommissær, der var vagtchef den pågældende aften.

Knallertkøreren var nemlig søn af en politikommissær, og de to politifolk forsøgte ifølge tiltalen at holde hånden over ham.

Knallert kørte ind i bil

Uheldet skete mellem klokken 18.30 og 19.00 på Tøndervej mellem Ribe og Hviding.

Her svingede en bil til venstre ad Tørvevej, da den blev ramt i venstre bagdør af en knallert, der kom kørende ad den dobbeltrettede cykelsti.

Knallertkøreren fløj hen over bilen og landede i græsrabatten tre-fire meter fra bilen.

Han slap med kraftige smerter i det ene knæ, mens en seksårig pige i bilen fik en flænge i panden af det knuste glas fra bilruden, har det regionale medie JydskeVestkysten tidligere skrevet om ulykken.

Politi tog ikke knallert med

Kvinden i bilen har til JydskeVestkysten fortalt, at hun undrede sig over, at politimanden, der afhørte hende om ulykken, ikke skrev hendes forklaring ned, og at et vidne til uheldet ikke blev afhørt.

Desuden undrede hun sig over, at det ikke var politiet, der hentede knallerten efter uheldet. I stedet blev den hentet af en mand, der sagde, at han kendte familien til drengen, der kørte på knallerten.

Grov forsømmelse

Ifølge anklageskriftet gav politiassistenten efter aftale med politikommissæren deres kollega besked om, at knallerten, som tilhørte en søn til en kollega, ikke skulle undersøges af politiet.

Politiassistenten fortalte også betjenten, at han ikke skulle skrive i rapporten, at et vidne havde fortalt, at knallerten havde kørt op mod 80 kilometer i timen.

Anklagemyndigheden vil have de to politifolk idømt bøder for stillingsmisbrug eller grov forsømmelse i tjenesten.

Retten i Esbjerg har afsat onsdag og torsdag til at behandle sagen.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu