Betjente redder livløs chauffør ud af synkende lastbil

16. juli 2018 17:41 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

To betjente redder en livløs chauffør og får ham genoplivet.

Opdatering: Ifølge vagtchef Jørn Bystrup bliver manden lige nu opereret. Han er i kritisk tilstand.

– Men lægerne er optimistiske, siger Jørn Bystrup mandag aften til Ritzau.

Tidligere forlød det, at chaufføren var svensker, men han er fra Litauen og kørte i en lastbil på cypriotiske plader.

Original artikel:

To betjente fra Sydøstjyllands Politi må være i storfavoritter i kategorien ‘årets helte 2018’.

De har netop reddet en lastbilchauffør fra den visse død – dog ikke uden foregående dramatik.

– Jeg er simpelthen hamrende stolt af mine kolleger.

Se mere video hos Local Eyes. 

Sådan udtrykker vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup sine kollegers optræden ved det, som han kalder et ‘færdselsuheld udover det sædvanlige’.

Ender i søen

Ulykken syd for afkørsel 64 blev meldt første gang klokken 15.47.

En lastbilchauffør, angiveligt svensk, får et ildebefindende eller en blodprop alt imens han kører sin lastbil i sydgående retning på motorvejen.

– Han kører af motorvejen med uændret fart, gennem terrænnet til den ender i en lille sø, fortæller Jørn Bystrup.

Den sø ligger syd for Esbjergvej/Rute 191.

– Og her ender førerhuset i vandet, siger Jørn Bystrup.

På vej under vand

Da de to betjente kommer frem til stedet, kan de konstatere, at førerhuset ikke er helt under vand, men er ved at synke.

– Så de rykker for at høre, hvornår der kommer assistance, siger vagtchefen.

Da det ikke går hurtigt nok, tager de en beslutning.

– Det er en, de tager. Vi kan ikke sidde her i Horsens og se, hvad der sker i Kolding, siger Jørn Bystrup.

Hopper i søen

De to betjente vælger altså at hoppe i søen for at redde manden.

– Det bliver vejet mod egen sikkerhed at redde en anden mands liv, siger vagtchefen videre.

Betjentene finder manden bevidstløs i bilen, får ham frigjort, trukket ham op på land og begynder at genoplive ham med assistance fra de ambulancefolk, der nu er nået frem.

Med eskorte til Odense

Chaufføren er i skrivende stund i ambulance med politieskorte fra færdsesafdelingen på vej til Odense Universitetshospital.

– Nu er der andre ting, der skal ses til. Hvad er mandens identitet, er der ved at ske forurening fra lastbilen, pårørende skal underrettes, hvilket er lidt noget andet, hvis det drejer sig om at finde udenlandske familier, siger Jørn Bystrup, der håber på, at betjentenes indsats ikke har været forgæves og manden overlever.

Og de to betjente? De er stadig på stedet.

På trods af, de har sat eget liv og sikkerhed på spil, er der arbejde, der skal gøres færdig.

Om deres handling er vagtchefen ikke et øjeblik i tvivl:

– De handlede yderst professionelt – det er meget flot, siger Jørn Bystrup.

Det forventes, der vil være ryddet helt op på motorvejen klokken 18.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu