ANNONCE

14-årig død i lejlighed: Undgår straf

25. juni 2020 15:51 | Af: Ritzau Fokus

Rigsadvokat mener, at betjente ikke skal retsforfølges i sag, hvor 14-årig dreng lå alvorligt syg i lejlighed.

14-årig død i lejlighed: Undgår straf
Statsadvokaten i København og Rigsadvokaten har afgjort, at der ikke skal rejses en straffesag mod betjente i sag, hvor en 14-årig lå alvorligt syg på badeværelse i lejlighed. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Der bliver ingen straffesag mod de betjente, der var forbi en lejlighed i København i marts 2018 og ikke opdagede, at en 14-årig dreng lå alvorligt syg på badeværelset.

Det står klart, efter at Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har undersøgt sagen, og både Statsadvokaten i København og Rigsadvokaten har afgjort, at der ikke skal rejses en straffesag mod betjentene.

Det oplyser Bitte Dyrberg fra Statsadvokaten i København.

DUP skulle undersøge, om de to politifolk begik en fejl ved ikke at have undersøgt situationen nærmere.

Efter undersøgelsen vurderede Statsadvokaten, at der ikke skulle rejses en sag mod betjentene. Den afgørelse blev der klaget over til Rigsadvokaten, som tidligere i juni blåstemplede beslutningen.

To unge døde

Episoden i lejligheden på Østerbro i København fandt sted 10. marts 2018. Foruden drengen, der lå alvorligt syg på badeværelset, havde hans jævnaldrende kæreste, der var i lejligheden, vejrtrækningsproblemer.

Mens drengen et par timer senere døde, lykkedes det at genoplive pigen, der blev svært hjerneskadet efter et langvarigt hjertestop. Hun døde knap et år efter.

I lejligheden var en gruppe unge samlet. De drak alkohol, røg hash, og et kærestepar indtog også receptpligtige piller og euforiserende stoffer.

Efter den farlige cocktail blev de trætte og lagde sig ind for at sove, men der gik ikke længe, før især drengen fik det skidt.

Han lå på badeværelsesgulvet, hvor han havde kastet op, tisset i bukserne og var svær at få kontakt med.

Mor dømt i sagen

Pigens 41-årige mor blev i 2018 i Københavns Byret kendt skyldig i ikke at have tilkaldt hjælp til børnene i tide. Hun blev straffet med to års fængsel.

Flere vidner, som afgav forklaring i en straffesag om den pågældende aften, har beskrevet, at pigen nærmest hev efter vejret og i korte perioder helt stoppede med at trække vejret.

Badeværelse låst

Omkring klokken 22.15 kom to politifolk ind for at hente en af drengene hjem til forældrene, der ikke vidste, hvor han var.

– Den ene politimand var i stuen, hvor han lyste os i øjnene og skrev vores navne ned, mens den anden gennemsøgte lejligheden, har et vidne forklaret i retten.

Betjenten som undersøgte lejligheden, kunne ifølge et vidne ikke tjekke badeværelset, fordi døren var låst.

Politimanden bemærkede, at pigen snorkede højlydt, men da pigens mor fortalte, at datteren bare sov, gik betjentene igen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu