Kvinde dræbt med 30 kilo tung sten: Forfærdelig drabssag er fortsat uopklaret

21. august 2017 06:05 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Hos politiet håber man den dag i dag på, at det afgørende vidne en dag kontakter dem.

Del:

I dag er det præcis et år siden, at en tysk 33-årig kvinde, Nelli Gosmann, blev dræbt på Fynske Motorvej i den sag, nogen nok kender som betonklodsdrabet.

Drabet skete, mens kvinden kørte i bil mod Jylland sammen med sin mand, Andreas, og parrets fem-årige søn, Alexander. Da bilen passerede den bro, der krydser Fynske Motorvej mellem afkørsel Blommenslyst og afkørsel Vissenbjerg, blev to sten kastet ned mod bilen.

De to tunge sten smadrede ned i bilens tag. Kvinden blev dræbt, manden kvæstet og barnet mistede sin mor.

Betonklodsdrabet fandt sted omkring 04.00 21. august 2016, og fra første stund er sagen blevet omtalt som en drabssag af Fyns Politi.

– Når man kaster så tunge sten ned mod forruden af en bil, mener vi, at der forsæt til, at nogen kan dø af det, har politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi, fortalt til Ritzau.

Betonklodsdrabet er stadig uopklaret, og det er efterhånden et spørgsmål om, hvorvidt sagen nogensinde bliver opklaret.

Sagen er ikke henlagt

Sagen er dog ikke henlagt af politiet. Det understreger vicepolitiinspektør og leder af almen efterforskning Per Lydiksen Laursen, da Newsbreak.dk taler med ham om status på opklaringen af betonklodsdrabet i august 2017.

– Sagen efterforskes på den måde, at den ligger hos en medarbejder, der konstant arbejder med den. Vi er løbende over sagen for at finde ud af, om der er noget, der gemmer sig. Om vi har overset et eller andet, fortæller Per Lydiksen Laursen.

Sådan blev den tyske kvinde dræbt

Blandt politiets indledende undersøgelser var at klarlægge dødsårsagen. Kvinden blev obduceret efter betonklodsdrabet, og efterfølgende kunne politiet meddele, at det med sikkerhed var en 30 kilo tung betonblok, der slog kvinden ihjel.

– Vi kan nu med sikkerhed fastslå, at betonblokken kostede kvinden livet, men derudover ønsker vi ikke at gå i detaljer med resultatet fra obduktionen, sagde Michael Lichtenstein fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Far er invalid

I bilen sad også Nellis mand, Andreas, og parrets femårige søn, Alexander.

Andreas blev voldsomt kvæstet, og her et år efter står det klart, at han aldrig vil komme sig over sine skader, oplyser familien i den tyske by Recklinghausen til Ritzau.

Af private årsager ønsker de efterladte ikke at stille op til et interview, men i en e-mail skriver de:

– Det går ikke godt for Andreas. Hans tilstand har ikke rigtig forandret sig. Han er blind, har store hukommelsesproblemer og er døgnet rundt afhængig af hjælp.

– Han skal være i pleje resten af sit liv.

Den dengang femårige Alexander slap fra betonklodsen med overfladiske skrammer, og i modsætning til faren har han det efter omstændighederne godt.

– Det går for så vidt godt med sønnen. Han bor hos sine bedsteforældre, og vi ved ikke, hvornår eller om han og Andreas nogensinde kommer til at leve sammen, skriver de pårørende.

Den dræbende sten

I tiden efter betonklodsdrabet blev der af politiet indsamlet en mængde spor. Hundepatruljer afsøgte området, og både teknikere og bilinspektører har afsøgt stedet. De sten, der blev brugt i betonklodsdrabet, blev undersøgt, og der blev taget DNA-prøver på dem.

Der blev kastet to sten efter familiens bil den skæbnesvangre morgen, og den dræbende sten blev i sig selv genstand for særlig megen fokus fra politiets side. Der var tale om en specialsten, en såkaldt danblok type 2 hjørnesten.

– Det er ikke nogen almindelig sten, som du og jeg kan gå ned og købe i et byggemarked. De bliver blandt andet brugt til at holde sammen på skrænter. Men vi mangler at finde ud af, hvor stenene kommer fra, fortalte Michael Lichtenstein Ritzau tidligt i efterforskningen.

Politiets teori er i dag den, at stenen blev stjålet fra en byggeplads ved Tarup Centeret i det centrale Odense.

Men hvordan stenen senere blev fragtet til broen over Fynske Motorvej ved Langsøvej, der ligger mere end 10 kilometer fra centeret, det er den dag i dag en gåde.

Efterlysningen af en gammel Volvo

Der gik mere end en måned, før Fyns Politi oplevede det første mulige gennembrud i sagen om betonklodsdrabet.

Det skete, da politiet efterlyste en ældre Volvo 245, man kan se en illustration af i galleriet til denne artikel.

– Vi har et vidne, der bemærkede, at bilen drejede ned af vejen, fortalte politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi, Newsbreak.dk, da politiet efterlyste bilen.

Vidnet så bilen køre ad Middelfartvej mod vest og derefter køre til højre ad Langesøvej i retning mod motorvejsbroen, hvorfra stenen blev kastet. Fra politiets side regner man med, at drabet fandt sted omkring klokken 04.00, og vidnet placerer altså Volvoen i umiddelbar nærhed, på vej mod gerningsstedet, klokken 03.50.

Håbet fra politiets side var, at bilens alder og tidspunktet, den blev set på, kunne få andre vidner til at huske, at de også havde set den.

– Der er ikke mange biler, der kører over den bro, natten til en søndag morgen. Og vi er ret interesserede i at vide, hvem der har været i den, sagde politikommissæren til Newsbreak.dk.

Efterforskningen af bilen er efterfølgende løbet mere eller mindre ud i sandet. Politiet har haft kig på en mængde biler, der kunne være netop den, den efterlyste bil, men i skrivende stund, er den stadig ikke fundet.

Den unge mand og det vigtigste spor

Politiet havde mere held med at etablere kontakt til et vidne, der var set på en tankstation i nærheden af gerningsstedet i tiden omkring morgenen for betonklodsdrabet. Da politiet fik kontakt til den 15-årige unge mand, man efterlyste, viste det sig dog, at han heller ikke havde noget med sagen at gøre.

På sin vis var kontakten til vidnet noget af det sidste, Fyns Politi foretog sig af større, officielle landvindinger i arbejdet med sagen.

I dag fortæller Per Lydiksen Laursen at det, der kan og skal åbne sagen op på vid gab, er et særligt vidne.

– Vi vil stadig gerne høre fra borgere. Hvis de går rundt med et eller andet og tænker, at “ah, skulle jeg ulejlige politiet med det,” kan jeg bare sige, at ja, det skal det. Det kan være, at det, de går rundt med, er lige nøjagtig det, vi mangler, siger Per Lydiksen Laursen.

Fakta

Sagen kort: Kvinde dræbt på Fynske Motorvej

* 21. august 2016: Omkring 04.00 bliver en 33-årig kvinde dræbt og hendes 36-årige mand kvæstet, da en sten rammer deres bil, der kører på Fynske Motorvej i retning mod Jylland.

* Samme dag meddeler politiet, at de behandler sagen som et drab.

* Parrets dengang fem-årige søn overlevede uden fysiske skrammer. Hans far blev efterfølgende udskrevet fra hospitalet.

* 21. september 2016 efterlyste Fyns Politi en ældre Volvo 245, der blev set i nærheden af gerningsstedet, umiddelbart inden drabet. Bilen er fortsat ikke blevet fundet.

* 3. oktober 2016 efterlyste Fyns Politi en mand, der var blevet filmet af et overvågningskamera på en tankstation ved Vissenbjerg. En 15-årig ung mand kontaktede efterfølgende politiet og fortalte, at han var den person, der blev filmet af kameraet. Politiet rensede den unge mand fuldstændigt for nogen form for involvering i sagen.

* Fyns Politi efterforsker et år senere stadig betonklodsdrabet.

Han understreger, at man kan kontakte politiet anonymt, og han fortæller, at den oplysning, han er mere eller mindre sikker på, at en borger sidder med, kan være nøglen, der kan løse gåden.

Vidner, der kan hjælpe politiet i dag, er vidner, der har oplevet noget hos et familiemedlem, en ven eller en kollega, de ikke kan forklare. Det kan være, at de har hørt noget, bare det mindste, ved en fest eller en samtale med naboen. Den slags oplysninger har folk det med at glemme, når politiet beder om hjælp.

Men i sager som denne er ingen oplysning for lille.

– Kontakt nu politiet. Det kan være, at den oplysning er værdifuld for os, siger Per Lydiksen Laursen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu