Bibliotek frastjålet sjældne sager for millioner

15. januar 2020 10:28 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En ansat har i al hemmelighed stjålet en række sjældne effekter over tid. I alt er der forsvundet for mere end otte millioner amerikanske dollar. Nogle af sagerne er tilbage.

En signeret førsteudgave af Thomas Jeffersons bog “De la France et des Etats-Unis” fra 1787 lyder sjælden, gør den ikke? Det er den også. Derfor var det potentielt en særdeles givtig nebengesjæft, en ansat ved Carnegie Library i den amerikanske by Pittsburgh drev.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Ifølge CNN stjal den tidligere arkivar nemlig over en periode på godt 25 år adskillige sjældne effekter fra bibliotekets rum med de mest kostbare. Heriblandt den yderst sjældne Jefferson-bog. Effekterne blev sat til salg på nettet eller andetsteds.

Blandt andet hos en lokal antikvar, der også er tiltalt i den spektakulære sag.

Det er blevet opgjort, at der er forsvundet mere end 300 effekter, der har en samlet værdi af mere end otte millioner amerikanske dollar. Det svarer til mere end 50 millioner danske kroner, og retsdokumenterne afslører, at det derfor er en af verdens største sager om svind (og tyveri).

Under efterforskningen af sagen, blev arkivaren og antikvaren afsløret af en række kvitteringer for salg af de sjældne ting. Hele miseren blev opdaget, da en auditør fandt, at en række effekter i det såkaldte Oliver Room var ødelagt – nogle manglede også.

Arkivaren blev fyret i 2017 og anholdt i 2018 sammen med antikvaren. Nu venter domsafsigelsen. Flere effekter er blevet fundet igen – nogle i dårligere stand end tidligere – og heriblandt er den sjældne Jefferson-bog, der aldrig nåede at blive solgt hos antikvaren. Den var nok alligevel for dyr.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu