ANNONCE

-Demokratiet har sejret

20. januar 2021 18:24 | Af: Ritzau Fokus

Biden opfordrer USA til at begynde på en frisk efter en periode med bitterhed og ekstrem splittelse.

-Demokratiet har sejret
USA's præsident, Joe Biden, holder sin indsættelsestale onsdag, efter at han er taget i ed som landets 46. præsident. Foto: Jim Bourg/Reuters

Demokratiet har sejret.

Det fastslår Joe Biden i sin første tale som USA’s nyindsatte præsident.

– Dette er Amerikas dag. Dette er demokratiets dag. En historiens og håbets dag, en fornyelsens og beslutsomhedens dag, siger Biden.

– I denne time har vi lært, at demokratiet er dyrebart. I denne time har demokratiet sejret, siger den netop indsatte præsident.

– Hele min sjæl ligger i dette. At bringe Amerika sammen, forene vores folk, forene vores nation. Og jeg beder hver eneste amerikaner om at slutte sig til mig om dette formål.

Starter på en frisk

I sin tale opfordrer Biden til, at USA starter på en frisk efter en periode med bitterhed og ekstrem splittelse.

– Her står vi, kun få dage efter at en voldelig menneskemængde troede, at de kunne stoppe demokratiet, siger Biden.

Han henviser til, at en stor gruppe tilhængere af den nu afgåede præsident Donald Trump stormede Kongressen to uger inden Bidens indsættelse.

De var vrede over, at Kongressen var i færd med formelt at godkende Bidens valgsejr.

Trump har utallige gange hævdet, at valgsejren blev stjålet fra ham.

Fred og forsoning

I sin tale onsdag opfordrer Biden amerikanerne til at afvise løgnene. Og han opfordrer til et fornyet sammenhold.

– Lad os begynde på en frisk, lytte til hinanden, respektere hinanden, siger han.

– Jeg lover, at jeg vil være præsident for alle amerikanere. Og jeg lover, at jeg vil kæmpe lige så hårdt for dem, der ikke stemte på mig, som dem der gjorde.

Biden nævnte ikke ved navn sin umiddelbare forgænger på posten, som ikke var til stede ved onsdagens indsættelse.

Joe Bidens talsperson, Jen Psaki, havde på forhånd sagt, at Biden ville holde en tale, der ser fremad og fokuserer på samling – i stedet for at se tilbage på de sidste fire år under Donald Trump.

– Vi tilbringer meget mindre tid med at tale om og tænke på og bekymre os om Donald Trump, end de fleste måske formoder, siger Psaki.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu